I en kamp helt uden sportslig værdi tog Danmark hul på VM med en sejr på 37-12 over Australien.

To danske point, ingen skader og spilletid til alle.

Det er det bedste, der er at sige om håndboldkvindernes premierekamp ved VM i Japan, hvor Australien blev smadret med 37-12 lørdag eftermiddag.

I en kamp helt uden sportslig værdi skal de danske spillere roses for at bevare koncentrationen gennem de fleste af de 60 minutter, hvor de da også brugte stor energi på at skrige hinanden vågne.

Danmark møder Australien, i den indledende runde i Gruppe B, under Kvindernes Håndbold VM i Kumamoto Prefectural Gymnasium i Japan, lørdag den 30. november 2019.. (Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix)
Danmark møder Australien, i den indledende runde i Gruppe B, under Kvindernes Håndbold VM i Kumamoto Prefectural Gymnasium i Japan, lørdag den 30. november 2019.. (Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix) Foto: Bo Amstrup
Vis mere

Når man møder hold som Australien, der hverken i forsvaret eller angrebet er nogen udfordring, er det let at falde i søvn, men de danske spillere kom af med noget af den opsparede energi efter næsten to ugers VM-optakt.

I bund og grund var det en dræbende kedelig kamp. Det var hverken danskernes eller australiernes skyld, men så stor styrkeforskel på to hold giver sjældent en seværdig oplevelse.

Kun anfører Sally Potocki, der er på kontrakt i den tyske Bundesliga, lignede en spiller, der havde noget at gøre ved et VM. Men kun i de allerførste minutter kunne Australien drille storfavoritten en smule.

Efter syv minutter bragte Stine Jørgensen på straffekast Danmark foran for første gang, og derfra var det i virkeligheden mest et spørgsmål om at få kampen overstået uden for mange blå mærker.

Danmark møder Australien, i den indledende runde i Gruppe B, under Kvindernes Håndbold VM i Kumamoto Prefectural Gymnasium i Japan, lørdag den 30. november 2019.. (Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix)
Danmark møder Australien, i den indledende runde i Gruppe B, under Kvindernes Håndbold VM i Kumamoto Prefectural Gymnasium i Japan, lørdag den 30. november 2019.. (Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix) Foto: Bo Amstrup
Vis mere

Det japanske publikum klappede i begyndelsen høfligt af de danske scoringer, men som tiden gik, så mange af de fremmødte nærmest ud til at være gået i trance over at være vidne til den bizarre forestilling.

Klavs Bruun Jørgensen havde på forhånd kaldt opgøret for en ekstra træningskamp, inden det bliver alvor mod langt stærkere modstandere.

Men hvor godt det danske hold reelt er, fik man intet indtryk af mod Australien, hvor det kun sjældent var nødvendigt at spille med angrebssystemer.

Australierne tabte ustandselig bolden og åbnede en kontramotorvej for de danske spillere. Og de gange, de australske spillere nåede tilbage i forsvaret, kunne danskerne med langt bedre fysik let knokle sig igennem opdækningen.

Danmark møder Australien, i den indledende runde i Gruppe B, under Kvindernes Håndbold VM i Kumamoto Prefectural Gymnasium i Japan, lørdag den 30. november 2019.. (Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix)
Danmark møder Australien, i den indledende runde i Gruppe B, under Kvindernes Håndbold VM i Kumamoto Prefectural Gymnasium i Japan, lørdag den 30. november 2019.. (Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix) Foto: Bo Amstrup
Vis mere

Australien har nu lidt 44 nederlag i 44 VM-kampe, og den statistik fortæller alt om en håndboldnation uden international klasse.

Det er den slags kampe, man må tage med i udviklingens navn, men de gør intet godt for håndboldsportens omdømme.

Som varslet inden kampen fordelte landstræneren spilletiden jævnt blandt de danske spillere. De to målmænd fik en halvleg hver, og alle fik en fornemmelse af at have fået VM-minutter i benene.

Allerede søndag skal spillerne på en helt anderledes vanskelig opgave mod Sydkorea, der indledte VM med en choksejr over Frankrigs regerende verdensmestre.

/ritzau/