
Man forstår godt, hvis han tager sig til hovedet.
For den danske landstræner Nikolaj Jacobsen har fået lidt at tænke over inden fredagens semifinale.
I onsdagens kamp mod Norge måtte den danske stregspiller Emil Bergholt nemlig udgå med en fodskade.
Og landsholdet har i forvejen sagt farvel til Lukas Jørgensen, der blev ramt af en alvorlig knæskade i gruppespillet.
Derfor kan Danmark meget vel risikere at stille til start med kun to reelle stregspillere, når fløjten lyder fredag aften.
Et stort problem. Og noget, der da også bekymrer Nikolaj Jacobsen.

»Ja, det gør det selvfølgelig. Jeg ville gerne have haft Emil Bergholt og Lukas Jørgensen til rådighed. Men det er sådan, tingene har udspillet sig denne gang, og så løser vi også det,« lyder det torsdag fra landstræneren, da han møder pressen.
Her fortæller han desuden, at Bergholts skade skal undersøges nærmere i løbet af dagen:
»Vi frygter ikke noget alvorligt, men det er tvivlsomt, om han kan spille i morgen (fredag, red.).«
Nikolaj Jacobsens hovedpine er da heller ikke blevet mindre af, at de stregspillere, der burde står klar som reserver i bruttotruppen, er blevet ramt af skader i mellemtiden.
»Andreas Magaard kan vi ikke løse med HSV Hamburg. Der er nogle juridiske ting, der gør, at det kan vi ikke løse. Og så har vi snakket med Frederik Ladefoged i går (onsdag, red.), men den fiber, han har fået i baglåret, gør, at han ikke kan spille,« afslutter landstræneren.
Danmark møder fredag aften Island i semifinalen ved EM.
Du kan følge kampen live på bt.dk fra klokken 20.30.
