Når Danmark onsdag aften spiller skæbnekamp mod ærkerivalerne fra Sverige, fører Mikkel Hansen & co. allerede med fire mål, når dommeren fløjter op.

Sagt med andre ord: Danmark kan tåle et firemålsnederlag og stadig være klar til fredagens semifinale i Hamborg.

Men det er ikke en fordel, som landstræner Nikolaj Jacobsen lægger særligt meget i.

»Det er slet ikke noget, vi tænker på,« lød det fra landstræneren efter mandagens hårdt tilkæmpede seksmålssejr over Egypten.

Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Vi vil gå ind og forsøge at sætte os på kampen mod Sverige og se, om vi først og fremmest ikke kan vinde den. Det er da et fint polster at have at kunne tåle at tabe med fire, hvis vi ender i den situation. Men udgangspunktet er at gå ind og køre hårdt på for sejren.«

Nikolaj Jacobsen forudser, at Danmark får kamp til stregen mod de nordlige naboer.

»Jeg synes, Sverige er et stærkt hold. De har ligesom os været lidt ramt af skader, så de har også deres udfordringer. Men de har gjort en flot figur.«

Landstræneren blev i øvrigt spurgt til, hvorfor han i Egypten-kampen nok en gang ikke gjorde brug af alle spillerne på bænken.

»Jeg synes ikke, der er plads til det i dag. Og da vi går over til at spille syv mod seks, løser spillerne på banen det rigtig godt,« lød det fra Nikolaj Jacobsen, der især har været karrig med spilletiden til Morten Olsen.

»Lige nu bliver Morten Olsen lidt et offer for, at vi i forvejen har for mange forsvar-angrebs-udskiftninger,« var forklaringen fra landstræneren.