Island skal vinde over Ungarn onsdag, hvis Danmark skal have mulighed for at avancere til mellemrunden ved EM.

Den tidligere danske håndboldlandstræner Gudmundur Gudmundsson kan onsdag give en hjælpende hånd til sin tidligere trup, når han som landstræner for Island møder Ungarn ved EM.

Danskerne er nemlig afhængige af, at Island slår ungarerne, hvis de danske verdensmestre ikke allerede skal forlade EM-slutrunden inden mellemrunden.

- Nu har vi brug for deres hjælp, for nu har vi pisset det væk eller i hvert fald ud af vores egne hænder, siger den danske forsvarsekspert Henrik Møllgaard.

Han var sammen med resten af det danske hold med til at spille uafgjort mandag aften mod Ungarn efter en sløj dansk indsats, der langtfra matchede sidste års VM-takter.

Lørdag tabte holdet med 30-31 til Island, og derfor hænger de danske EM-muligheder efterhånden i en tynd tråd.

Men Møllgaard regner med, at islændingene vil gå efter sejren onsdag.

For selv om de allerede er sikret en plads i mellemrunden, kan Island med en sejr over Ungarn også sikre sig førstepladsen i gruppe E og dermed tage to point med videre i turneringen.

- De har brug for et resultat. Skal de ud og lave noget stort i denne her turnering, så skal de vinde. Og der er heller ikke nogle af de spillere eller Gudmundur, som har spekuleret i resultater.

- Det gavner kun dem selv at vinde, og jeg tror ikke, at de ser nogen større glæde i at ødelægge deres egne chancer ved at slå os ud. Det er de sådan set ligeglade med, siger han.

Det er ikke sjovt, at Danmarks skæbne nu er i Islands hænder, siger landstræner Nikolaj Jacobsen.

- Nu kan vi ikke selv afgøre det. Nu er vi nødt til at håbe på vores islandske kammerater, hvis man kan kalde dem det. Det er de i hvert fald onsdag. Men det er ikke rart, at det afhænger af dem, siger han.

Han har svært ved at svare på, om Island er et bedre hold end Ungarn, men han regner med, at islændingene vil gøre deres ypperste for at vinde.

- Det gælder jo også for Island om at få point med over, men Ungarn har vist sig at være et rigtig godt hold, så vi må krydse fingre, siger landstræneren.

Skulle Island vinde, kræver det dog stadig, at Danmark vinder over Rusland for at være sikker på avancement fra gruppespillet. Hvis Ungarn kun taber med et enkelt mål, skal Danmark vinde med mindst to mål over russerne.

Kampen mellem Island og Ungarn fløjtes i gang onsdag klokken 18.15, mens Danmarks kamp mod Rusland begynder 20.30.

/ritzau/