(BT i Leipzig): Landsholdet har fået det rå udtryk i forsvaret, som skal bane vejen for en VM-semifinale, mener landstræner Klavs Bruun Jørgensen.

Der venter tæsk, høvl, slag, et par flade og måske endda et par på hovedet. Bevares, det er selvfølgelig sat på spidsen. Men tirsdagens VM-kvartfinale mod Sverige kan blive en hed affære mellem to mandskaber, der er klar til levere fysik for skillingen.

Mod Tyskland fik danskerne kyst værterne med hårdt spil, der også medførte til flere to minutters udvisninger og et rødt kort.

Svenskerne kan forvente den samme stil.



»Der kommer til at blive gået til makronerne. Det så man også i de to træningskampe mod dem før VM. Det er to fysisk stærke hold med to forskellige udgangspunkter rent forsvarsmæssigt. Vi er meget offensive, og de er meget defensive, men de har stadig nogle enormt stærke piger inde i midten,« siger Klavs Bruun Jørgensen.

Da Jørgensen overtog jobbet som kvindelandstræner i 2015, var en af hans helt store agendaer at spille med et mere aggressivt forsvar og med et mere fysisk udtryk. Det er lykkes, føler han selv.

»Den hårdhed og råhed, jeg gerne vil have, er der. Der er nogle af udvisningerne, som vi godt kunne undvære. Vi snakker meget om, at når vi tager en to minutters udvisning, skal det være, fordi de slår sig. Det skal ikke være for at hive i trøjen. Og det synes jeg, vi bliver bedre og bedre til.«



»Forsvarsindsatsen mod Tyskland hænger også sammen med Sandras (Toft, red.) præstation i målet. De føler et enormt pres, når de skal ned og angribe os. De ved, de slår sig,« lyder det fra landstræneren, der fortsætter om sin stil:

»Vi har mulighederne for at spille sådan her, fordi vi har nogle store, stærke piger, der er godt trænede. Det handler ikke kun om, hvad jeg har gjort og sagt. Der er ingen tvivl om, at det er min stil. Det var det i Holstebro og AG København. Der gik vi ekstremt meget op i at få trænet fysisk.«

»Mikkel Hansens udvikling vil jeg ikke tage æren for, men det var da med til at skubbe ham endnu mere i den rigtige retning. Jeg ved, hvordan han træner i dag, og det handler da meget om, hvad han også oplevede på det tidspunkt både i Barcelona og hjemme i AG København. De spillere, der er udtaget, er ikke udtaget, fordi de skal passe til min stil, men de er udtaget, fordi de er de bedste, der er.«



Line Haugsted, der selv har spillet en hovedrolle i landstrænerens VM-forsvar, regner også med en fysisk krig mod svenskerne.

»Jeg tror, det bliver en sindssyg hård fysisk kamp. Vi kender angrebsspillernes skudvaner og mønstre godt. Der kommer til at blive delt nogle tæsk ud,« siger backen, der selv fik et rødt kort mod Tyskland.

»Vi prøver at lægge en hård linje fra start af, og så handler det, om dommerne følger med på det eller vil lægge en anden linje. Men jeg tænker ikke, det er noget problem at være i undertal, fordi Sandra Toft redder det hele,« griner hun.



Landstræneren har heller aldrig lagt skjul på, at han selv finder det offensive forsvar med massiv fysik mest tiltalende.

Sådan bliver det også mod Sverige.

»Jeg synes, det er sjovere end at stille sig ned og håbe på, at de andre skyder ved siden af. Det kan godt være, at det er nogle gange, er mere effektivt. Der er mange vej til Rom, og det er svenskerne et godt eksempel på. Det har jeg stor respekt for. Jeg kan bare godt lide det her, og vi har typerne til det. Jeg ved også bare, det er ubehageligt at blive lagt under tryk hele tiden som angrebsspiller,« siger han.

Danmark møder Sverige i aften 17.30 i Arena Leipzig i Leipzig.