Også Tunesien kom i klemme mod et velspillende dansk håndboldlandshold, der vandt overbevisende med 36-22.

Det danske håndboldlandshold fortsætter med at kværne modstanderne ned med underholdende tempohåndbold ved VM på hjemmebane.

Også i kamp to hentede Nikolaj Jacobsens mænd en storsejr, da Tunesien blev slået med 36-22 i en ulige kamp i Herning.

At Danmark har maksimumpoint efter to kampe mod Chile og Tunesien er ikke mere, end man kunne forvente. Men det tempo og den tænding, holdet spiller med, giver gode løfter for resten af turneringen.

Igen viste danskerne nemlig, at de tilsyneladende er fast besluttet på at afgøre kampene, inden modstanderne når at tage den første timeout.

Denne gang gik der mindre end fem minutter, inden den tunesiske landstræner, Antonio Gerona Salaet, udløste nødknappen.

Da var hans hold fanget i en dansk hvirvelstorm og bagud 0-5 under øredøvende rabalder i Boxen.

Nikolaj Jacobsen havde på forhånd udtrykt en vis respekt for nordafrikanerne, der kan spille fysisk hårdt. Men her nåede de slet ikke at få sat tacklingerne ind, før boldene fløj over, under og igennem forsvarsmuren.

Det var selvfølgelig heller ikke nogen fordel for tuneserne, at de havde spillet fredag aften, hvor de danske spillere kunne ligge og hvile stængerne på hotellet ved Herning Banegård.

Rasmus Lauge gjorde stort set, hvad han havde lyst til og scorede syv gange på 23 minutter fra playmakerpositionen.

At han fik lov at hvile sig i hovedparten af anden halvleg, kan vise sig som en god investering senere ved VM.

Forsvaret så igen solidt ud, og Danmark lukkede blot to mål ind i de første 18 minutter. Først da danskerne tog nogle halvbillige udvisninger mod første halvlegs slutning, blev der en smule plads til tuneserne.

I målet bekræftede Niklas Landin det gode indtryk fra åbningskampen med en stribe flotte redninger. Den danske førstekeeper er kommet til VM i en helt anden udgave, end den man så ved EM for et år siden.

Det stod 19-10 ved pausen, men trods den komfortable føring var Nikolaj Jacobsen ikke indstillet på at slække på koncentrationen.

Han fortsatte fra anden halvlegs start med førstekæden, som sørgede for, at forspringet blev udbygget, inden Landin og Mikkel Hansen kunne gøre Lauge selskab på udskiftningsbænken.

I det sidste kvarter blev der slutrundedebut til højrefløjen Johan Hansen, der lørdag blev indskrevet i den danske trup i stedet for en lægskadet Hans Lindberg.

Hansen fra Tórshavn scorede sit første VM-mål til 32-19 og blev hyldet med et jubelbrøl fra et taknemmeligt publikum.

Danmark skal mandag i aktion for tredje gang ved VM, når holdet står over for Saudi-Arabien.

/ritzau/