Michael Damgaard melder sig klar til Danmarks første EM-kamp mod Rusland. Klaus Thomsen kommer til gengæld ikke i aktion i lørdagens kamp.

Efter fredagens træning stod det klart, at backen Michael Damgaard kan spille Danmarks første kamp ved EM-slutrunden mod Rusland, og på den baggrund har landstræner Gudmundur Gudmundsson udtaget SC Magdeburg-spilleren.

»Det giver mere styrke og alsidighed til vores angrebsspil og det er meget afgørende, når man er med i en turnering som denne,« siger Gudmundur Gudmundsson i en pressemeddelelse fra Dansk Håndbold Forbund (`DHF).

Selv sagde Michael Damgaard, at han trænede med for næsten fuld skrue, efter at han ellers har haft visse problemer, siden han søndag pådrog sig en fodskade i kampen mod Frankrig i Golden League-kampen, som Danmark tabte 28-36.

»Jeg havde ingen smerter. Jeg tog ganske vist en ispose på foden efter træningen, men det var kun for ikke at overbelaste foden,« siger Michael Damgaard til TV2/Sporten.

»Nu er det kun op til landstræneren, om jeg skal spille,« tilføjer han.

Med Michael Damgaard tilbage på holdet, skulle en spiller frasorteres til lørdagens kamp mod Rusland, og det blev backen Klaus Thomsen fra BSV.

»Det har igen været et svært valg, og det er aldrig behageligt at skulle træffe sådan en beslutning. Men jeg har overvejet alle vinkler meget nøje, og er kommet frem til, at dette er det rigtige valg lige i dette øjeblik,« siger Gudmundur Gudmundsson.