Lyt til artiklen

Det europæiske håndboldforbund, EHF, har på grund af den globale coronapandemi besluttet at aflyse alle kampe frem til udgangen af maj måned. Samtidig lægges der op til at spille Final4-stævnerne i alle de europæiske klubturneringer efter sommerferien.

Det skriver EHF i en pressemeddelelse.

I denne oplyses det, at man arbejder med en teoretisk plan for, hvordan diverse internationale kampe kan afvikles, såfremt der måtte blive givet grønt lys til at spille håndbold igen fra juni.

Vinderne af de europæiske klubturneringer vil i stedet blive fundet i henholdsvis slutningen af august og starten af september.

 Michael Wiederer, billedet, er leder i det europæiske håndboldforbund.
Michael Wiederer, billedet, er leder i det europæiske håndboldforbund. Foto: ATTILA KISBENEDEK
Vis mere

»Planerne er med forbehold for ændringer,« citeres EHF-præsident Michael Wiederer for at sige og tilføjer:

»I øjeblikket er der vigtigere ting at diskutere end håndboldkampe. Ikke desto mindre har vi arbejdet med nogle scenarier. Vi er fuldt ud bevidste om, at de afhænger af, hvordan situationen med coronavirus udvikler sig, og hvilke restriktioner regeringer indfører. I EHF ønsker vi at være fleksible, og vi vil tilpasse omstændighederne som de ændrer sig. Vi vil ikke give indtrykket af, at vi prøver at presse det her program igennem.«

EHF har fremlagt et konkret program for, hvordan de internationale kampe kan blive spillet i juni og juli.

Eksempelvis skal Team Esbjergs håndboldkvinder, der som bekendt trænes af Jesper Jensen, spille sine Champions League-kvartfinaler mod Buducnost i tredje og fjerde uge af juni.