En træningskamp mod USA har betydet smitteudbrud i Ribe-Esbjerg.

For håndboldklubben kan oplyse, at yderligere tre personer er testet positive for coronavirus efter fredagens møde med landsholdet fra USA, lyder det på klubbens hjemmeside.

»Det viser sig desværre, at vi har yderligere tre spillere smittede. Det er naturligvis meget uheldigt, men vi følger alle gældende regler,« siger klubbens direktør Claus Vang Madsen til JydskeVestkysten.

Tirsdag meddelte klubben, at én person var testet positiv efter en kviktest, efter det tidligere på dagen var kommet frem, at det amerikanske landshold var hårdt ramt af coronavirus.

Hele 18 personer var testet positive og sendt i isolation, hvilket også betød, at USA endte med at melde afbud til årets VM i håndbold, og i Ribe-Esbjerg lød det, at alle forholdsregler var taget både før, under og efter sporingen.

'Der har været tæt dialog med USA, der spillede træningskamp mod REHH i fredags. Klubben følger alle standarder fra den gældende protokol. Alle omkring holdet er isoleret, og vi har aflyst alt aktivitet ugen ud. Hertil fortsætter vi med pcr-test efter gældende standarder,' skrev klubben, som altså nu har fire smittede.

Netop på grund af VM er der lige nu pause i den danske liga, og i Ribe-Esbjerg trøster de sig derfor med, at coronasmitten i hvert fald ikke indtil videre går ud over ligakampene.

Det er i stedet træningen, der bliver ramt.

»Vi har en dygtig sundhedstab og et stærkt testapparat, der tager hånd om protokollen. Håndboldmæssigt er det ærgerligt, at vi ikke kan træne. Men vi må også sætte tingene lidt i et større perspektiv. Derfor har vi aflyst al aktivitet ugen ud,« sagde Ribe-Esbjergs træner, Kristian Kristensen, tirsdag, da klubben havde fået den første positive test.