Chokmelding: 'Det kan ændre alt'
Vilde rygter – B.T.s håndboldkommentator reagerer på dansk bombe.

Vilde rygter – B.T.s håndboldkommentator reagerer på dansk bombe.

»Det kan ændre alt.«
B.T.s håndboldkommentator, Johnny Wojciech Kokborg, er ikke i tvivl, når han skal beskrive de rygter, der har ramt håndboldverdenen det seneste døgn.
For det er en bombe. En kæmpe én, faktisk.
Mandag aften erfarede den normalt velinformerede Instagram-profil 'Rygtebørs' nemlig, at den danske landsholdsstjerne Emil Nielsen ligger i forhandlinger med Flensburg-Handewitt om et skifte allerede fra sommeren 2027.
Også selv om det kun er få måneder siden, at målmanden skiftede til mægtige Veszprem i Ungarn.
Ifølge transferprofilen og det ungarske medie Blikk skyldes et muligt skifte Ungarns nye regering, har besluttet at ændre i landets skatteregler fra næste år. Ændringer, der begrænser fordelagtige skatteordninger for sportsstjerner.
»Det er en helt vild udvikling, der udelukkende sker på baggrund af de nye skatteregler. Det kan fuldstændig ændre international tophåndbold,« lyder det fra B.T.s håndboldkommentator, inden han fortsætter:
»Også i forhold til Veszprems position. For alle, der har Emil Nielsen på holdet, vil være bejlere til titler med et snuptag.«
Ifølge Johnny Wojciech Kokborg vil et skifte til den tyske traditionsklub dog give god mening:
»Emil Nielsen kunne vælge og vrage mellem alle klubber i verden, da han skrev under med Veszprem. Flensburg-Handewitt stod også klar dengang, ved jeg. Derfor giver det fin mening at afsøge den mulighed igen, selv om jeg ikke er i tvivl om, at det koster i lønningsposen.«
Emil Nielsen har egentlig kontrakt med den ungarske storklub frem til sommeren i 2029.
Danskeren, der anses for at være verdens bedste håndboldmålmand, skiftede til Veszprem i sommer efter adskillige år i FC Barcelona.