Når spillerne i herrernes næst- og tredjebedste håndboldrække skal aflønnes, sker det ikke altid på lovlig vis.

Det viser en rundspørge, som TV2 Sport har lavet.

Ud af 97 spillere fra 1. og 2. division, der deltager i undersøgelsen, svarer 79 eller cirka otte ud af ti, at de har konkret kendskab til, at klubber aflønner spillere ulovligt.

32 af de adspurgte spillere erkender selv at have modtaget ulovlige lønninger inden for de seneste tre sæsoner.

En anonym spiller forklarer, at man kan være "nødt til" at blive aflønnet på ulovlig vis for at få økonomien til at hænge sammen.

»Oppe omkring 1. division er man nødt til at bruge mange timer på at træne, og det går ud over din evne til at arbejde, så på den måde er man nødt til at blive godtgjort på en eller anden måde for at kunne bruge så meget tid på at være med.«

»I 1. division tror jeg, at det foregår i alle klubber. De får penge for det, jeg kunne ikke forestille mig andet,« siger han.

Mere konkret drejer det sig om, at spillere aflønnes i form af forskellige goder som fladskærme, telefoner eller leasing af biler.

Ifølge TV2 indebærer de ulovlige lønninger desuden kørepenge, hvor klubberne formelt ansætter spillerne som trænere, talentspejdere eller lignende.

Endelig kan der være tale om såkaldte kuvertpenge, hvor spillerne modtager et kontant beløb og dermed undlader at betale skat af lønnen.

De ulovlige lønningsformer er en måde at omgå reglerne om, at spillere, der tjener mere end 12.000 kroner årligt, skal have registreret kontrakten hos Dansk Håndbold Forbund (DHF).

/ritzau/