Nikolaj Jacobsen har været tvunget til at skifte ud i sin VM-trup.

Og det er en af de store stjerner, Danmark må undvære lørdag aften. For Hans Lindberg fik en skade i kampen mod Chile, og derfor er han blevet skiftet ud af truppen. Det meddeler DHF i en pressemeddelelse.

I stedet har Nikolaj Jacobsen skrevet Johan P. Hansen ind i VM-truppen.

Og det er umiddelbart ikke kun lørdagens kamp, Hans Lindberg går glip af. For ifølge pressemeddelelsen går han glip af 'de kommende' kampe, og derfor er Hans Lindberg blevet erstattet i truppen, indtil han er klar igen.

Hans Lindberg er ude de næste kampe.
Hans Lindberg er ude de næste kampe. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Det var under et sammenstød med en chilensk spiller, at Hans Lindberg kom til skade i opgøret, som Danmark vandt med 39-16 i Royal Arena.

Lørdag aften gælder det så Tunesien, inden der venter det danske landshold kampe to dage i streg mandag og tirsdag.

Mandag aften står der Saudi Arabien på programmet, mens det tirsdag er Østrig der venter i den indledende pulje.

Udover at Hans Lindberg ikke er med, er truppen mod Tunesien den samme som mod Chile. DHF skriver ikke, hvornår det forventes, at Hans Lindberg er klar igen.