Østrig blev banket med 32-24 af de sydamerikanske VM-miniputter, der tabte stort i åbningskampen mod Danmark.

Håndboldherrerne fra Chile leverede lørdag en overraskelse af de større ved VM.

Efter torsdagens afklapsning med et nederlag på 23 mål til Danmark lykkedes det lørdag chilenerne at slå Østrig med 32-24.

- For Chile og for os er det en meget stor dag. At vinde med otte mål over et europæisk hold er meget svært. Det er fantastisk, vi er rigtig glade, siger Chiles landstræner, Mateo Garralda.

Selv om Østrig ikke hører til blandt de absolutte topnationer til VM, så var det alligevel ventet, at østrigerne ville slå den sydamerikanske modstander ganske komfortabelt.

Østrigs spillere havde dog problemer straks fra kampens start og var bagud med to-tre mål i det meste af første halvleg.

Før pausen i Jyske Bank Boxen i Herning lykkedes det alligevel østrigerne at kæmpe sig tilbage og komme foran 15-14. Det var første gang, at holdet fra alpelandet førte.

Da Østrig også kom på 16-14 i indledningen på anden halvleg, tydede alt på, at østrigerne ville køre sejren hjem. Men i stedet startede en østrigsk nedsmeltning.

Svage og alt for hasarderede afslutninger kombineret med en stærk indsats af den chilenske målmand Felipe Barrientos betød, at sydamerikanerne i stedet oparbejdede en solid føring.

Fem chilenske scoringer i træk gav en føring på 19-16, og det medførte en del frustrationer hos Østrigs spillere, der aldrig fik rejst sig. Det blev kun værre og værre.

Nederlaget sætter samtidig Østrig under et stort pres i forhold til at nå mellemrunden, hvor holdet nu kan blive tvunget til at slå enten Danmark eller Norge for at komme videre.

Både Chile og Østrig er noteret for to point efter de to første gruppekampe.

I åbningskampen vandt Østrig med 29-22 over Saudi-Arabien, mens Chile tabte 39-16 til Danmark.

Senere lørdag møder Norge og Saudi-Arabien hinanden, mens Danmarks VM-værter skal op imod Tunesien.

/ritzau/