EHF, det europæiske håndboldforbund, har endnu en gang udskudt herrernes Final 4 i Køln.

De nye datoer for klubverdenens årlige højdepunkt er d. 28. og 29. december.

Det skriver forbundet i en pressemeddelelse.

Dermed skal denne sæsons Champions League-vinder altså findes cirka halvvejs inde i næste sæson.

Samtidig må det også forventes at skabe udfordringer, at Final 4 nu er placeret i et tidsrum, hvor landsholdene normalt er mødt ind til træningslejr forud for slutrunden i janaur.

Final 4 skulle oprindeligt være afviklet d. 30 og 31. maj, men blev på grund af coronakrisen flyttet til 22. og 23. august.

Men efter forbundskansler Angela Merkel onsdag meddelte tyskerne, at der vil være forbud mod større forsamlinger indtil udgangen af august, så har EHF altså igen været nødt til at flytte de afgørende Champions League-kampe.

Har man købt billetter til Final 4, der spilles i Lanxess Arena i Køln, vil de stadig være gældende i december. Det oplyser EHF i pressemeddelelsen.