Når Casper U. Mortensen en dag sidder og skal gøre status over sin karriere, vil denne sæson formentlig stå tilbage som den mest turbulente, han har oplevet.

For at kalde den 'kontrastfyldt' er tæt på en underdrivelse.

Han har vundet VM-guld på hjemmebane, fået et gennembrud i Barcelona på rekordtid og er blevet kåret til den bedste spiller i Europa i 2018.

Men han er også blevet sendt til mental tælling med en af sæsonens mest omtalte skader. For den knæskade, Casper U. Mortensen fik i begyndelsen af VM, endte med at være langt mere alvorlig end først antaget og kostede ham resten af sæsonen.

Og som om det ikke var dårligdom nok, så kunne han se sig selv indtage en ufrivillig hovedrolle i et ophidset og sjældent dramatisk efterspil, hvor Barcelona langede kraftigt ud efter Dansk Håndbold Forbund for ikke at have opdaget skadens alvor under VM.

Indtil videre har Casper U. Mortensen selv lukket ned omkring sagen, men nu melder han sig – tre måneder efter knæoperationen – på banen.

»Jeg har egentlig så vidt muligt bare prøvet at holde lav profil i alt det ståhej, der har været. Jeg havde bare brug for at få noget ro og tænke på noget andet end håndbold i et par uger. Jeg havde ikke overskud til at gå ind i det og snakke med folk. Men det har jeg fået igen nu,« siger Casper U. Mortensen og fortsætter:

»Jeg kan godt forstå begge lejre. Det er jo frustrerende for begge parter, når jeg kommer tilbage med en skade, som de fleste troede var relativt ufarlig, og det så viser sig, at jeg er ude for resten af sæsonen,« siger han.

Sådan så det ud i januar, da Casper U. Mortensen fejrede VM-guldet med holdkammeraterne.
Sådan så det ud i januar, da Casper U. Mortensen fejrede VM-guldet med holdkammeraterne. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Landsholdsspilleren forklarer, at hans verden blev vendt på hovedet, da han i slutningen af januar kom hjem til den catalanske storby med guldtømmermænd efter VM.

En scanning af knæet viste en revne i menisken, hvilket betød, at han skulle opereres og var færdig for sæsonen. Og det til trods for, at landsholdets sundhedsstab havde foretaget en knæscanning under VM, som ikke havde vist noget alvorligt.

»Jeg var jo selvfølgelig ekstremt ked af det. Jeg havde gået i den tro, at 'okay, jeg kommer hjem, og så skal jeg holde en måneds pause, hvis der er lidt væske, og det har fået et tryk, og så kan jeg spille igen'. Men da jeg så får meldingen om, at jeg er ude resten af sæsonen, så ja ... så føler jeg bare, at verden bryder sammen,« siger 29-årige Casper U. Mortensen.

Der har jo været meget kritik af landsholdets sundhedsstab efter VM – det ser vel også mærkeligt ud, at de ikke opdager en revne i din menisk?

»Det er jo altid nemt at være bagklog og sige, at man måske skulle have kigget ordentligt på scanningen. Men det kan man jo ikke sige, for det følte vi også, der blev. Så er det klart, at jeg som spiller stoler på det, og så spiller jeg selvfølgelig videre. Men det er jo bare frustrerende, og det falder jo tilbage på mig, og så må jeg leve med det – og med at være ude resten af sæsonen. Og det er en bitter pille at skulle sluge, men forhåbentligt kommer jeg tilbage endnu stærkere efter sommerferien og kan lægge det bag mig.«

Er der noget, du selv fortryder i forløbet?

»Hvis nu man kunne se noget på den første scanning, så havde jeg selvfølgelig ikke spillet mere, men det er jo svært, når jeg – og staben og alle omkring holdet – får en melding om, at alt er fint. Så går jeg jo ud fra det, og så spiller man og bider smerten i sig. Jeg føler ikke rigtig, jeg kunne gøre så meget andet.«

Knæskaden betyder, at Casper U. Mortensens hverdag i Barcelona lige nu består af intensiv genoptræning for at blive klar til sæsonstarten i august.

Foto: ALBERTO ESTEVEZ
Vis mere

Han har smidt krykkerne for en måned siden og forsøger nu at fejre de små sejre undervejs i forløbet – som da han eksempelvis fik lov til at slå sig løs på en motionscykel. Selvom det er en svær størrelse, når 'man ikke er verdens mest tålmodige type', som Casper U. Mortensen selv formulerer det.

Det sværeste for ham er dog uden sammenligning at stå på sidelinjen og kigge på, mens holdkammeraterne cruiser mod de afgørende kampe i Champions League og det mesterskab, de har patent på i Spanien.

»Det er et lorte tidspunkt, det skete på. Det er det, der er lidt vanvittigt med den her sæson for mit vedkommende. Jeg spillede noget af det bedste håndbold i min karriere, og så slutter det brat efter kamp to ved VM, hvor jeg fik skaden.«

»Det gik bare ekstremt stærkt de første fem måneder, fra jeg landede i Barcelona, til jeg fik den hæder (prisen som bedste spiller i Europa, red.). Og jeg havde nok heller ikke forventet, at det gik så stærkt. Det var jo en forløsning i sig selv.«

»Derfor var det også en stor kontrast at komme tilbage fra et mesterskab og sidde udenfor nu og se holdet spille en masse vigtige kampe. Det er selvfølgelig mentalt ekstremt hårdt. Men jeg glæder mig da over, at jeg nåede at brænde igennem i efteråret i Barcelona. Det giver selvfølgelig noget tryghed.«

»Hvis jeg havde spillet elendigt i de første fem måneder, så havde det været ekstremt bittert, for så står man sgu i et dårligere lys, når man bliver skadet. Men det gjorde jeg ikke. Det kan jeg trods alt bruge til lidt nu her,« siger Casper U. Mortensen.

Han bruger også prisen som årets spiller i Europa – den vandt han få dage efter knæoperationen – som motivationsfaktor på de dårlige dage. Og så finder han trøst i, at han tidligere i karrieren har kæmpet sig tilbage fra en tilsvarende skade i det modsatte knæ.

Derfor ved han også, at han kan komme tilbage på banen uden mén og nå det niveau, han havde før skaden.

»Selvfølgelig er det frustrerende og pisse hårdt nu i og med, det gik så godt. Men der er ikke så meget at gøre ved det andet end at klø på og følge det forløb, der er lagt. Og det hele går efter planen lige nu. Jeg har heldigvis en rigtig dygtig sundhedsstab omkring mig. Jeg er aldrig alene, der er hele tiden en fysioterapeut, der tjekker det hele. Så på den måde er jeg i trygge hænder, og det er jo dejligt,« siger Casper U. Mortensen.