Én ting er at flytte til et nyt land. Men når der så pludselig kommer en pandemi oveni, er det en ekstra udfordring.

»Det er selvfølgelig mega svært. Jeg nåede at have syv måneder dernede,« fortæller landsholdsspilleren Louise Burgaard om tiden i Frankrig, inden hele verden blev forandret.

I sommeren 2019 skiftede hun fra Herning-Ikast Håndbold til Metz, der ligesom mange andre steder verden over lukkede ned, da coronapandemien begyndte at hærge.

Første gang i foråret 2020, hvor første bølge af den frygtede virus ramte, hvilket betød mange flere timer inden for hjemmets fire vægge.

»Jeg husker jo byen som fantastisk med mega meget liv. At man bare har været indelukket og ikke har kunnet lave noget socialt på holdet, har gjort, at man ikke fik den fulde oplevelse, man havde håbet på, når man tager til udlandet og spille. Det har været ærgerligt, men jeg føler, jeg har fået det bedste ud af det,« forklarer hun.

Det blev som bekendt ikke ved den ene lockdown i Frankrig, der har haft meget hårde regler og et udgangsforbud.

Noget, Louise Burgaard priser sig lykkelig over ved hele situationen, er, at hendes kæreste, Andreas, har boet nede hos hende. Faktisk er han nu også hendes forlovede, efter han denne sommer gik på knæ og stillede det store spørgsmål.

»Jeg havde godt gået og tænkt, han nok ville gøre det over sommeren. Da ferien så var færdig, tænkte jeg så 'nå, det kom nok ikke',« lyder det fra 29-årige Louise Burgaard med et skævt smil, inden hun fortsætter:

»Og så friede han, en uge efter vi kom tilbage til Frankrig. Jeg blev overrasket i momentet. Det var bare fantastisk, og jeg har vidst længe, at det var ham, jeg ville giftes med og leve resten af livet med. Der var ikke rigtig nogen tvivl,« griner hun.

At de to har haft hinanden under corona er noget, hun sætter virkelig stor pris på i en tid, hvor intet har været, som det plejer. Især fordi de på trods af at have boet sammen alligevel har haft en lidt forskellig hverdag.

»Det har bare været altafgørende. Jeg har fuld respekt for alt det, han har gjort. Han har arbejdet hjemmefra nede fra Frankrig, jeg har altid kunnet gå ud og passe mit arbejde og rejse, tage i hallen. Der var en periode, hvor han vitterligt ikke så andre end mig og måtte løbe frem og tilbage på den samme kilometer, fordi der var udgangsforbud, og man ikke måtte gå længere end en kilometer fra sin bopæl. Han har været så cool i det,« siger Louise Burgaard, der debuterede på det danske A-landshold i april 2011.

For hende betyder det også noget, hvor meget kæresten har 'ofret', for at de kunne bo sammen i Frankrig.

»Han har bakket mig fuldt op i den karriere, jeg har, og der er nogle kameler, der skal sluges. Der er nogle steder, han må gå lidt mere på kompromis. Så prøver jeg så godt som muligt også at sætte pris på det, og jeg gør også meget for, han er glad, og at han stadig kan se familie og venner, når han er hjemme,« siger landsholdsstjernen.

Hun drømmer også allerede frem mod 2022, hvor hun har store håb for sæsonen med Metz, der ikke endte helt som håbet i 2021.

»Vi tabte desværre mesterskabet til Sandra (Toft, der spiller i Brest Bretagne, red.). Den var hård. Så vandt vi mod dem sidst. Jeg håber, 2022 bliver året, hvor vi tager det franske mesterskab,« smiler Louise Burgaard.

Lige nu gælder det dog VM med det danske landshold. Sammen med resten af truppen rejser hun tirsdag til Spanien, hvor slutrunden skal afvikles. Danmark skal møde Tunesien, Congo og Sydkorea i den indledende pulje, og første kamp spilles torsdag.