En revolution. En ener. En af verdens bedste. 

Der er næppe nogen tvivl om, at Anja Andersen banede vejen for dansk kvindehåndbold i 1990'erne sammen med de Jernhårde Ladies. 

Den nuværende landsholdsspiller Louise Burgaard lægger da heller ikke skjul på, hvor stor en inspiration Andersen har været. 

Det gør hun blandt andet i DRs nye serie 'Håndboldens Heltinder,' hvor man får genfortalt succeshistorien om det danske kvindelandshold. 

Anja Andersen kan man ikke komme udenom.
Anja Andersen kan man ikke komme udenom. Foto: Ernst Van Norde
Vis mere

»Hun var med til at revolutionere håndbolden. Hun turde at stikke ud, og det tror jeg sgu ikke altid var særligt let. Og det har hun nok også fået sine slag for,« siger Burgaard til B.T. og fortsætter: 

»Hendes attitude og 'fuck janteloven-tilgang' er måske meget langt fra mig - jeg er meget mere pæn pige i forhold til at give fuckfinger til folk. Men det var bare så fedt, at hun ville lege håndbold. Hun ville tilbage til legen. Hun mødte ikke op for at blive trænet, hun ville træne selv og have en holdning. Nogle af de ting har jeg taget med mig,« lyder det fra Burgaard. 

Den rutinerede danske back ser faktisk lidt Anja Andersen i det nuværende landshold fordelt på flere profiler. 

»Det kan godt være, at det blotte øje ikke ser det, men Kristina Jørgensen er en super kreativ sjæl og tør virkelig at gå forrest. Hun giver ikke en fuck for, hvad andre tænker. Hun er klar til at tage ansvaret på sine skuldre. Kreativt er der også Simone Petersen, der også kan lide at lave forskellige lækkerier.
Og så håber jeg lidt mig selv i forhold til at være modig og have en legende tilgang,« siger hun med et smil. 

Du kan følge hele VM-slutunden her på bt.dk.