Det gjorde ondt. Hun var skuffet. Også over sig selv.

Sådan fortalte Louise Burgaard til B.T. efter finalen mod Norge, hvor Danmark vandt sølv.

Danskerne var foran i store dele af kampen, men manglede den sidste 'coolness' for at køre sejren hjem Og da hornet lød i hallen, satte Louise Burgaard sig på hug og stirrede bare i gulvet. Hun var knust og måtte trøstes af flere holdkammerater.

Det føltes på en måde uvirkeligt, at det ikke var danskerne, der skulle på toppen af podiet.

Louise Burgaard (tv.) var helt knust efter finalen.
Louise Burgaard (tv.) var helt knust efter finalen. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Hold kæft, hvor har man kæmpet meget og været igennem meget lort for at stå her. Og hvor havde man bare drømt om at stå med den guldmedalje,« fortalte den berørte stjerne, der kæmpede lidt med at holde tårerne tilbage, om dét øjeblik efter kampen sluttede.

Her gik der en masse tanker gennem hovedet på hende.

»Så kan jeg ikke lade være med at tænke på de fejl, jeg selv laver i de afgørende momenter, hvor jeg gerne vil vise, jeg har rutinen, og jeg er en, holdet kan stole på. Nogle gange går det godt, nogle gange går det skidt. Det gik skidt i de afgørende momenter i dag.«

Landsholdet startede slutrunden med at tabe til Slovenien og stod med kniven for struben i den sidste gruppekamp mod Sverige. Jesper Jensens mandskab kom dog stærkt igen og vandt endda mellemrundegruppen med en sejr over netop Norge.

Norge endte med at tage sejren.
Norge endte med at tage sejren. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Lige nu er jeg virkelig skuffet. Men når jeg lige har haft nogle dage til at tygge på det, skal jeg nok være stolt af den sølvfarvede tingest, men ej hvor gjorde det ondt at se nordmændene løfte det trofæ. Vi stod næsten med det i hænderne efter en flot kamp langt hen ad vejen,« fortalte Burgaard og fortsatte:

»Så viser de den x-factor til sidst, vi holder ikke hovedet koldt, mig selv inklusive. Det gør mig rigtig ked af det. Men jeg har også masser af blod på tanden for fremtiden,« slog hun fast.

For kigger man på det udefra er en finale et skridt op. Endnu et. Fra den store nedtur i Japan i 2019, hvor det blev til en skuffende niendeplads, til nu at kæmpe med om pladsen øverst på podiet.

Noget, Louise Burgaard egentlig også var enig i. Men skuffelsen nagede bare meget.

»Lige nu kigger jeg på den (medaljen, red.) og tænker: 'Den farve er ikke særlig pæn'. Vi var ovenud lykkelige for bronzen sidste år, fordi man slutter på den måde, man gør. Man følte, man var så tæt på, det gør så ondt. Selvfølgelig vil vi gøre alt for at stå i en finale næste år, men det er bare pisse svært, og der er så mange dygtige hold. Man ved aldrig, om man får lov at prøve sådan noget igen,« sagde den danske stjerne.