Burgaard er afklaret med hård skæbne: 'Jeg forventer det absolut ikke'


I årevis har Louise Burgaard været et sikkert navn på holdkortet, når den danske håndboldtrup skulle udtages til diverse slutrunder.
Men siden OL i sommer, hvor hun døjede med en drilsk akillessene, har højrebacken måtte se til fra sidelinjen.
Derfor forventer Louise Burgaard heller ikke, at hendes navn er med i den EM-trup, som landstræner Jesper Jensen udtager tirsdag.
Det fortæller hun til TV 2 Sport i forbindelse med lørdagens kamp mellem Odense Håndbold og Ikast Håndbold, der endte med en 33-25-sejr til førstnævnte.

»Det vigtigste for mig lige nu er at komme tilbage og spille i orange – eller ikke komme tilbage, men faktisk få lov til at prøve at spille i orange,« siger Burgaard, der endnu ikke har fået debut i Odense-trøjen siden skiftet i sommer.
»Landsholdet betyder enormt meget for mig, men jeg håber også, at jeg skal have en lang landsholdskarriere endnu. Og EM er rigtig stort, men vi kan bare ikke presse noget igennem. Så selvfølgelig har jeg et lillebitte håb om at få en eller anden rolle, men jeg forventer absolut ikke en udtagelse på tirsdag.«
Om Louise Burgaards navn bliver nævnt, får vi svar på tirsdag, når Jesper Jensen udtager sin endelige trup, der skal kæmpe for EM-metal.
EM afholdes i Østrig, Ungarn og Schweiz og begynder 28. november.