'Kunne være blevet topchef'.

Nikolaj Jacobsens resultater taler for sig selv - men det gør hans talent for ledelse så sandelig også.

Det mener B.T.s sportsredaktør, Lasse Vøge.

Den 53-årige landstræner har igennem mange år formået at holde landsholdsspillerne og ikke mindst sig selv i toppen blandt de mest populære danskere. 

»Nu har Nikolaj Jacobsen været dansk landstræner i snart otte år - og der har ikke været skyggen af en øv-sag i den periode.«

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Jeg kan ikke huske én eneste kritisk artikel. Én eneste sur landsholdsspiller. Eller én eneste kommunikationsbommert,« siger Lasse Vøge.

Og det er altså imponerende i et lille land som Danmark, mener sportsredaktøren.

»Ja, det er voldsomt i en periode på otte år i et af landets mest profilerede jobs. For i Danmark er der jo en tendens til at bygge helte op og rive dem ned igen, hvis de bliver lidt for succesfulde.«

»Men den logik virker ikke til at gælde for Nikolaj Jacobsen, der stadig er mere folkekær end flæskestegssandwich. Det er kamp efter kamp stadig ham, der får de største jubelbrøl i Boxen,« 

Det er i Jacobsens regeringstid blevet til  VM-guld gange tre, OL-guld, OL-sølv, EM-sølv og EM-bronze. 

»Selvfølgelig spiller de mange guldmedaljer ind i hans popularitet, men det vidner også om et ekstremt talent for ledelse. Han kunne være blevet topchef i en stor virksomhed, hvis ikke håndbolden havde holdt så hårdt fast i ham,« lyder det fra Lasse Vøge.