Hver januar er vi vidner til det ypperste, dansk sport kan præstere. Denne blev ingen undtagelse.
Jeg kan på stående fod ikke komme i tanke om en anden dansk sportsaktør, der over en årrække har renset bordet for titler med samme autoritet som dette landshold.
Det er frugten af det fantastiske håndboldmiljø, der er blevet formet i Danmark igennem mange år. Og af den vinderkultur, som under Nikolaj Jacobsen har slået rødder i landsholdet.
Og hovedparten af disse spillere kommer utvivlsomt til at glide ind i Sportens Hall of Fame, når karriererne er ovre.
Og ja, det var skønt, at Danmark vandt igen i år. Men det var næsten endnu bedre, at vi undervejs også tabte en kamp - og var i krise undervejs i flere af kampene. Det havde håndboldsporten - og nok også vi danskere - brug for.
Bevares, det var dybt imponerende at se Danmark ramme et overjordisk niveau ved VM-slutrunden sidste år - modstanderne var chanceløse, og nærmest alle kampe var afgjort ved pausen.
Men det var mindst lige så bekymrende, som det var fascinerende. For der er ingen sportsgrene, der trives godt under totaldominans.
Man kan argumentere for, at det enorme hul, der er fra Tadej Pogacar ned til de næstbedste, ikke gør cykelsporten nogle tjenester i disse år.
Langrendsporten snapper efter vejret og er nærmest ligegyldig i dag, for World Cuppen har udviklet sig til interne norske mesterskaber.
Bundesligaen er per definition ikke særligt interessant, fordi Bayern München vinder ni ud af 10 titler.
Sport uden spænding er som pomfritter uden salt.
Der må håndboldslutrunderne ikke ende. Og derfor har det været godt at se, hvor meget Danmark har måttet slide for denne titel.
Nu kan Mester Jacobsen få tatoveret den stjerne, han mangler på armen.
Og når Danmark om et år går på jagt efter den femte VM-titel, vil mit hjerte selvfølgelig håbe på endnu en rødhvid triumf.
Men hjernen siger, at det nok vil være meget godt, hvis det bliver et andet landshold, der får lov at løfte pokalen.
Men altså, det er jo ikke Danmarks skyld, vi er endt her - det er de andre store håndboldnationer, jeg kigger på.
Sverige, Frankrig, Tyskland, Kroatien og Spanien - det er jer. I skal steppe op, for ellers bliver I ved med at blive kørt over. For Gidsel, Pytlick og Emil kender kender kun ét gear - fuld fart frem.
