EM-festen fik aldrig den finale-kulmination for Danmark, som vi alle sammen havde set frem til.
Landsholdet ramte en decideret dårlig dag i semifinalen og blev straffet kynisk af Spanien, som omvendt havde fuld gevinst på alle plader i deres spil.
Derfor skal Danmark nu spille bronzekamp og ikke finale på søndag.
Danskerne har ellers været kæmpestore favoritter til at snuppe guldet, men nu må de nøjes med at spille om en plads på det nederste trin på medaljeskamlen.
Og det er skuffende og kommer til at gøre ondt i lang tid. Særligt fordi landsholdet over en bred kam underpræsterede. Det virkede nervøst og usammenhængende, og jeg forstår ikke, hvordan det kan ske for et så erfarent mandskab, der har prøvet så mange ting. Men i den storslåede MVM DOME faldt danskerne sammen. De burde ellers have været spanierne overlegne på netop den mentale del.
Det hører med til historien, at Spanien spillede en virkelig god kamp og var både kloge og effektive. Men Danmark har stadig et klart bedre landshold, hvis de rammer i nærheden af topniveauet.
Nikolaj Jacobsen stod på hovedet i sin værktøjskasse for at finde de rigtige konstellationer og de ideelle våben til at nedkæmpe spanierne. Men han ledte forgæves. Og spørgsmålet er selvfølgelig også, om han ledte de rigtige steder.
Han havde i hvert fald ikke en heldig hånd med flere af sine indskiftninger. Og burde han ikke have taget en timeout noget tidligere i anden halvleg, da Spanien begyndte at trække fra på måltavlen? Jeg havde også gerne set, at han havde turdet spille syv-mod-seks noget hurtigere efter pausen, da det danske angrebsspil havde det svært.
Men landstræneren var også ramt af, at profilerne over en bred kam underpræsterede.
Før kampen var et af de store temaer, at Mikkel Hansen har været uhørt god i de seneste fem semifinaler, Danmark har spillet. Her har han scoret 58 mål tilsammen og været så overlegen, at verdensklasse har været et fattigt ord.
Men superstjernen svigtede fredag aften. Det kan lyde hårdt, når han scorede otte mål. Men én ting er målfrekvensen - noget andet er de fejl, som Mikkel Hansen lavede.
Det var ganske enkelt langt, langt under hans normale niveau. Hans suveræne teknik og overblik var ikke kommet med ind på banen. Slet ikke i overtalsspillet, hvor han var en skygge af sig selv.
Vi så Mikkel Hansen lave uprovokerede fejl og kaste bolden ud over sidelinjen - det er ekstremt sjældent, vi ser den slags fra hans side. Men nu skete det. På den scene, hvor der er så stor brug for, at han træder i karakter. Derfor var indsatsen ikke godkendt på ‘Mikkel Hansen-skalaen’.
Der var heller ikke særligt meget ‘wonder’ over wonderboy Mathias Gidsel.
Spanierne var ekstremt dygtige til at finde den rigtige højde og aggressivitet på Gidsel, som nærmest blev elimineret i det danske angrebsspil. Og uden højre backens hurtige fødder som et reelt våben, så blev det for svært for Mikkel Hansen og de skiftende playmakere Lauge, Holm og Mensah at kreere et potent dansk angrebsspil.
I målet var Niklas Landin et overmenneske i første halvleg, men efter pausen dalede også han i kvalitet. Og Kevin Møller kunne ikke levere de nødvendige mirakler, da han fik chancen.
Og på den danske venstre fløj brændte Emil Jakobsen og Magnus Landin om kap på en velspillende Gonzalo Pérez de Vargas.
Sådan kunne vi egentlig blive ved. For det var over hele linjen, at præstationerne manglede det sidste.
Derfor sidder vi nu her med en kolossal skuffelse. Og det vil landsholdet også gøre. For de ved godt, at det her var en kamp, de mest af alt tabte til sig selv.
