Gruppespillet er endt med at blive en fuldstændig perfekt omgang for Danmark.

Landstræner Nikolaj Jacobsen kunne i hvert fald ikke have drømt om et bedre forløb. Han må knibe sig selv i armen over, hvordan det hele har flasket sig for de danske storfavoritter.

Én ting er de tre stensikre sejre og de to point, som danskerne tager med over i mellemrunden. Det er, hvad vi havde forventet, inden EM gik i gang.

Nej, det har ikke været champagnehåndbold hele vejen igennem, men det behøver det heller ikke være på det her tidspunkt i turneringen. Danmark er kommet for at vinde guld, og det er først nu i mellemrunden, hvor modstanderne bliver bedre, at danskerne for alvor skal til at steppe op.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Men summen af de foreløbige anstrengelser viser et meget positivt facit for Danmark og giver et rigtig godt afsæt til slutrundens næste fase.

Den haltende start på åbningskampen mod Montenegro blev en huskekage, som mindede danskerne om, at selv om de har et ekstremt højt niveau, så kræver det en koncentreret indsats hver eneste gang. Det er godt at have med videre i turneringen, så der ikke indfinder sig en selvtilfredshed på holdet.

Opgøret mod Slovenien viste, hvor skræmmende et topniveau landsholdet har. Det er vigtigt for spillerne at have ramt noget nær 100 procent så tidligt i turneringen, så de ved, at de er i stand til at få det hele til at flaske sig og ramme guldformen.

Kampen mod Nordmakedonien blev en lidt speciel størrelse, som jeg ikke gider hæfte mig for meget ved, for det bliver ikke reserverne, der skal spille guldet hjem til Danmark. Men netop reserverne er det positive element at tage med videre herfra for landstræneren.

Vi fik - efter en lidt svær begyndelse - set, at flere af de danske bænkspillere er klar til at slå til, hvis de får chancen senere i turneringen. Men vigtigst af alt så fik stjerner som Mikkel Hansen, Niklas Landin, Magnus Saugstrup og Henrik Møllgaard lov til at slappe af, så de har masser af fysisk og mentalt overskud, når der for alvor er brug for deres verdensklasse i de kommende kampe.

Og nærmest vigtigst af alt… Danmark har undgået skader på centrale spillere.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Betyder det, at der slet ikke er plads til forbedringer? Nej, selvfølgelig gør det ikke det.

Jeg kunne eksempelvis godt tænke mig at se en lidt skarpere Henrik Møllgaard. Hans rolle i forsvaret er enormt vigtig, og danskerne har brug for, at Møllgaard viser en bedre udgave af sig selv. Og så har vi stadig ikke set Rasmus Lauge på højeste niveau. Der var pil op fra hans side i 2. halvleg af kampen mod Slovenien, men det er ikke en skræmmende Lauge, der er stemplet ind i Ungarn.

Det ville da også være bemærkelsesværdigt, hvis der slet ikke var nogle knapper at skrue på.

Men faktum er stadig, at det overordnet ser virkelig lovende ud, og håndboldherrerne går ind til mellemrunden i en rigtig skarp udgave.

Derfor er jeg stadig lige så stor guldoptimist, som jeg var før EM.