For et par dage siden spurgte en af mine kolleger mig: Kan Danmark egentlig vinde VM?
Se, det er faktisk lidt svært at svare på.
Det åbenlyse svar er selvfølgelig ‘ja’.
For Danmark er klar til semifinalerne efter sejren på 30-25 over Brasilien og er dermed blandt de fire sidste nationer ved VM. Det er jo en ret væsentlig forudsætning.
Derfor ved vi nu, at weekenden kommer til at byde på medaljekampe. Vi ved bare ikke, om det bliver deltagelse i finalen eller bronzekampen.
Til gengæld ved vi, at modstanderen i semifinalen bliver Sverige eller Frankrig, og det bliver med længder den sværeste kamp for Danmark indtil videre ved VM.
Og så er vi tilbage ved det svære i at spå om de danske guldchancer. For virkeligheden er, at Anne Mette Hansen og holdkammeraterne har spillet sig i en VM-semifinale uden at møde et rigtig godt hold. Det gør det ekstremt vanskeligt at kloge sig på de danske muligheder mod de allerbedste nationer.
Jeg har i noget tid fastholdt, at danskerne får den første medalje siden 2013, men det er ud fra en vurdering om, at de nok skal kunne klemme sig foran mindst et hold i en finaleweekend. Når det ene hold er Spanien eller Tyskland, så må den mission ikke kikse.
Men hvad det rækker til mod eksempelvis Norge, som er den helt store guldfavorit? Det har vi ganske enkelt ingen idé om på nuværende tidspunkt.
Det er fuldstændig uhørt og helt ekstraordinært heldigt, at det overhovedet er muligt at spille sig hele vejen frem til en VM-semifinale uden at møde et top seks-hold i verden. Tidligere kunne vi dog ikke vide os sikre på, at landsholdet nødvendigvis kunne leve op til favoritværdigheden. Det er der faktisk temmelig mange eksempler på, at de ikke har kunnet. Men på den front har der ikke været nogen problemer for danskerne.
I kvartfinalen mod Brasilien var det dog knap så overbevisende, som det ellers har været. Det er i sig selv bekymrende, at der særligt i første halvleg skulle Sandra Toft-mirakler til for at sikre, at brasilianerne ikke slog et hul på måltavlen.
Der sneg sig også langt flere fejl ind i det danske spil, end vi har været vant til at se det i denne slutrunde. Måske var det et udtryk for nerver, fordi det nu er knald eller fald. I så fald kan man jo håbe, at nervøsiteten er rystet ud af kroppen inden semifinalerne, for her bliver det nødvendigt med et højere niveau, hvis man skal i den første finale siden 2004.
Jeg vil påstå – med tanke på lodtrækningen – at alt andet end en semifinale havde været en skuffelse. Så indtil videre går det efter bogen. Det ændrer dog ikke på, at vi allerede nu kan konstatere, at VM giver et løft til dansk kvindehåndbold. Det er anden slutrunde i træk, at man står i semifinale – et territorium, der på ingen måde har været hverdagskost for kvindelandsholdet. Så den slags succes er det, der skal til for, at kvindelandsholdet både sportsligt og folkeligt kan drømme om at generobre den position, det havde i sin storhedstid.
Nu skal vi så finde ud af i weekenden, om det i denne omgang kan bære hele vejen til et overraskende guld. Men som minimum skal holdet have en medalje med hjem. Det er det, der afgør, om VM har været en succes eller ej.
