18. februar 2021.

Det er en dato, man husker i dansk håndbold.

Her sprang en af nyere tids største transferbomber, da Aalborg Håndbold kunne fortælle, at man hentede verdensstjernen Mikkel Hansen hjem til dansk håndbold fra franske Paris Saint-Germain.

Forventningerne var fra første dag enorme. Og det er de stadig. Problemet for Hansen er, at de endnu ikke er blevet indfriet. Det spiller slet og ret ikke.

I øjeblikket er der noget, der ikke stemmer.

Og det har vi ikke været vant til de seneste 15 år – de seneste 15 sæsoner.

Lad mig starte med at konstatere det, vi alle ved om den nu 35-årige Mikkel Hansen:

Mikkel Hansen er en af historiens bedste danske herrespillere – måske den allerbedste.

Han er kåret til verdens bedste tre gange i karrieren, han har vundet et utal af titler på klubplan, og sammen med landsholdet har han vundet VM-, EM- og OL-guld.

Cv'et oser af det vanvittig høje niveau, han har spillet på i årevis i selskab med sit håndled, der har hjemsøgt målmænd i hele Europa.

Gang på gang har han indfriet de tårnhøje forventninger. Men noget virker ændret den seneste tid.

Det er i sig selv opsigtsvækkende, at en spiller af hans kaliber end ikke starter inde for Aalborg Håndbold – det skete i midtugens Champions League-kamp mod Barcelona, hvor han mest fungerede som straffekastskytte helt uden succes. Igen startede han ude søndag mod Skjern.

Det gjorde næsten ondt at se på Mikkel Hansen, der smed bolden ud over sidelinjen, mens Barcelona-keeper Gonzalo Pérez de Varga spiste ham levende på straffekastpletten.

Selv Aalborg-træner Stefan Hansen var inde på det: Mikkel Hansen ligner én, der mangler selvtillid.

Det er uvant. Det er uvant, fordi vi i årevis har været vant til at se kliniske afslutninger, få fejl og et voldsomt skudrepertoire.

I søndagens knusende storsejr over Skjern var Hansen meget skarpere fra pletten og endte som Aalborg-topscorer. Men bag de otte mål gemmer fortællingen om, at han først i kampens sidste kvarter blev brugt i det åbne spil, da kampen reelt var afgjort.

Det er ikke hverdagskost. Normalt er han en spiller, man vil have på banen altid, hele tiden. Men ikke lige i øjeblikket tilsyneladende.

Hans evner forsvinder selvfølgelig ikke over natten, men jeg har på fornemmelsen, at vi skal vænne os til, at tingene ikke er, som de har været med Mikkel Hansen.

Vi skal vænne os til en anden Mikkel Hansen. Men ikke nødvendigvis en dårligere Mikkel Hansen.

I den nuværende formkrise skal vi ikke glemme, at han kom til Danmark sent i sæsonforberedelserne.

Og med sig i bagagen havde han et voldsomt forløb, da han fik en blodprop i lungerne efter en knæoperation. I seks måneder trænede han kun alene uden boldkontakt.

Det vil være skørt at tænke, at det ikke kommer med et efterslæb. Men det efterslæb skal gerne snart indhentes efter fire måneder i Danmark med masser af kamptræning.

Formen er da også uden tvivl en bekymring hos landstræner Nikolaj Jacobsen, der er godt i gang med sine forberedelser til VM i Sverige og Polen i januar.

Når det så er sagt, synes jeg, det er alt, alt for tidligt at dømme Mikkel Hansen ude.

Jeg tror dog ikke, vi kommer ikke til at se ham hamre 12 kasser ind i hver kamp under en slutrunde, som vi har set i hans allerbedste år på landsholdet.

Og det tror jeg bestemt også, at landstræneren ved.

Kunne man forestille sig, at spillere som Rasmus Lauge, Simon Pytlick, Jacob Holm og andre kommer til at spise sig ind på Hansens spilleminutter på venstrebacken?

Jeg ville ikke blive overrasket. For kvaliteten på det danske landshold er stor.

Når VM starter i januar, er Mikkel Hansen selvfølgelig med. Andet ville være vanvittigt. Han kommer til at spille en vigtig rolle med sit overblik, sine uundværlige afleveringer og sit normalt så sikre straffekast.

Spørgsmålet er noget helt andet.

Spørgsmålet er, om han spiller den hovedrolle, vi har været vant til i så mange år.