»Lige pludselig var folk på fornavn med os alle sammen. Det var overvældende, grænseoverskridende … og vildt!«
Sådan lyder det med det samme fra den tidligere håndboldstjerne Anne Dorthe Tanderup, når snakken falder på det ikoniske 90er-landshold.
For hun var nemlig en del af 'De Jernhårde Ladies', som tryllebandt hele Danmark i det gyldne årti, hvor en overraskende VM-sølvmedalje i 1993 blev startskuddet til håndbolddamernes status af folkeeje.
»Vi anede intet om, hvor stort det var i Danmark. Det var først, da vi landede i Københavns Lufthavn, hvor der stod flere hundrede mennesker og tog imod os, at det gik op for os, hvor meget det betød,« siger den tidligere landsholdsspiller til B.T. og tilføjer:
»Der blev rykket i os fra alle sider. Den opmærksomhed var vi slet, slet ikke forberedte på.«
Det 49-årige håndboldikon ser ofte tilbage på et liv, der har budt på store oplevelser, som kun de færreste kan prale af.
Men hun ser også tilbage et liv, der kan deles op i to. Før og efter den håndboldkarriere, der bød på store triumfer, et voldsomt pres og et tidligt karrierestop.
Det sidste tager vi hul på først.
For Anne Dorthe Tanderup måtte allerede som 25-årig lægge håndboldskoene på hylden. To korsbåndsskader og slidgigt i knæene, som stadig giver hende smerter, betød nemlig, at det blev et tidligt exit fra den enorme succes på landsholdet.
»Vi havde lige vundet VM og OL, og jeg var anfører for landsholdet. Det var enormt svært at sige farvel til – og så på den måde, det skete,« fortæller hun.
Karrierestoppet medførte en efterfølgende periode i hendes liv, som hun på ingen måde havde forestillet sig skulle være så svær, som den blev. Og derfor var det da også en erkendelse, det tog tid at komme frem til:
»Det handlede om at få et tomrum fyldt ud, og de første måneder var det mærkeligt at gå fra at have været vant til at have haft noget at lave, og så lige pludselig var der ingen træning eller en bestemt retning, jeg skulle. Der gik jeg meget rundt om mig selv.«
Det pludselige karrierestop gjorde dog, at hun i stedet kunne følge med den mand, hun kort tid forinden var faldet pladask for, til Italien.
For under OL i Atlanta i 1996 mødte hun på sidstedagen den danske cykelstjerne Bjarne Riis, som hun senere hen fandt sammen med, og i 1999 flyttede det forelskede par til Toscana.
»Her boede vi i syv år, hvor vi fik tre af vores børn, og mens jeg brugte meget af tiden på at være mor for dem, havde jeg en lille butik ved siden af, der solgte danske designmøbler,« forklarer håndbolddarlingen.
Herefter flyttede familien til byen Lugano i Schweiz, hvor de fik det fjerde barn sammen, og her har de boet lige siden.
Det var da også herfra, at hun i mange år hjalp Bjarne Riis' forskellige cykelhold med råd og vejledning i forhold til kostplaner.
I dag arbejder hun stadig som kostvejleder. Der er bare ikke længere cykling indblandet, forklarer hun:
»De seneste fire år er det skiftet til at være kurser, hvor jeg primært coacher kvinder og atleter i sundhed, og hvad de gerne vil her i livet. Mange står på en skillevej, og derfor er livsstil, mindset og ledelse vigtigt for mig i den rolle.«
Den nuværende rolle betyder samtidig, at hun ikke er en del af rampelyset og omverdenens opmærksomhed længere. Noget, hun faktisk ikke har været i mange år.
Og det er hun ikke ligefrem ked af.
»Nu er jeg meget ærlig. Det var lidt en befrielse, da jeg stoppede karrieren og blev fri for al opmærksomheden. Jeg mødte godt nok en mand, der var meget i medierne, men her stod jeg lidt mere på sidelinjen, og fokusset var ikke som sådan på mig,« siger hun og tilføjer:
»Jeg har altid godt kunnet lide bare at være mig selv. Bjarne og jeg har også altid været gode til at give hinanden plads, da vi ikke har hængt op og ned ad hinanden.«
Rampelyset og den enorme opmærksomhed omkring hendes person husker hun dog stadig.
For hende blev det nemlig ofte alt, alt for meget, selv om hun var en del af hold, der erobrede håndboldhjerter i hele landet og opbyggede et forventningspres, som stadig hænger tungt over dansk kvindehåndbold.
»Den person, jeg er i dag, er da også blevet formet af den interesse. Jeg synes i starten, det var sjovt og spændende, men også mærkeligt. Jeg var jo meget genert, og det fokus på vores udseende var meget grænseoverskridende. Der var jo nogen, der kun kom for at se, hvordan vi så ud. Det var vi slet ikke forberedte på,« fortæller hun.
På trods af den massive opmærksomhed og status af 'kendt', som fulgte med titlen som 'Jernhård Lady', er hun dog enormt stolt over at have rykket kvindesport i en bestemt retning.
»Vi var virkelig foregangskvinder i forhold til at se på kvindesport på en anden måde i Danmark, synes jeg. Det var jo det fedeste, du kunne opnå som sportsudøver. At man blev en rollemodel og kunne give noget videre,« afslutter hun.
Læs konkurrencebetingelserne her.
