B.T.s håndboldkommentator raser: 'Kæmpe katastrofe' og 'bombe under fundamentet'
HØJ Elite røg søndag ned i 1. division, og det udstiller et »kæmpe problem« for klubben, siger B.T.s håndboldkommentator blandt andet.

HØJ Elite røg søndag ned i 1. division, og det udstiller et »kæmpe problem« for klubben, siger B.T.s håndboldkommentator blandt andet.

Det blev en absolut skæbnesvanger og skandaløs kamp for det storsatsende projekt Høj Elite.
Søndag røg de nemlig ned i 1. division, da de tabte til KIF Kolding i den tredje playoffkamp i Kolding.
Og det kalder B.T.s håndboldkommentator, Johnny Kokborg, for en »kæmpe katastrofe«, som klubben aldrig kommer til at indrømme.
»Det er på mange måder en bombe under fundamentet, der tydeligvis ikke er godt nok til ligahåndbold,« siger han og tilføjer:
»Den her nedrykning udstiller et kæmpe problem for dem.«
HØJ rykkede ellers op sidste år og hentede stjerner som Michael Damgaard og Hampus Wanne hjem.
Men det var tilsyneladende ikke nok.
»De har pengene, men har de evnerne? Jeg vil være bekymret for fremtiden, hvis jeg var dem,« siger Johnny Kokborg videre.
Tilbage står særligt spørgsmålet om Lasse Anderssons fremtid i klubben.
I skrivende stund står han til at skulle trække i HØJ-trøjen inden næste sæson, men det tvivler B.T.s håndboldkommentator nu også på.
»Han kommer ikke til at spille 1. division – det er simpelthen ikke en mulighed for en landsholdsspiller af den kaliber,« slår han fast.
KIF Kolding er fra næste sæson tilbage i herrernes håndboldliga.