Landstræner Nikolaj Jacobsen tog mandag konsekvensen af Rasmus Lauges skrantende fysik, der har holdt Veszprem-stjernen ude i de to første VM-sejre.

Landstræneren har nu hidkaldt Magdeburg-flækkeren Michael Damgaard til Malmø, hvor han skal stå klar, hvis ikke Lauges spændte læg bliver klar til kamp.

Og det er ifølge B.T.s håndboldkommentator, Johnny Wojciech Kokborg, en bekymrende udvikling.

»Det her bekræfter mistanken om, at det ikke står for godt til med den danske stjerne Rasmus Lauge.

»Landstræneren ville ikke sætte tidshorisont på efter kampen mod Bahrain, men der er ingen tvivl om, at Lauge kæmper med tiden for at komme ind i den her VM-slutrunde. Han er ude mod Tunesien tirsdag, hvor hårdtskydende Michael Damgaard muligvis allerede kan overhale Lauge indenom.«

»Det her bliver en nervepirrende føljeton, som Nikolaj Jacobsen nok gerne have været foruden,« konstaterer håndboldkommentatoren.

Det kommer på en dag, hvor forsvarsvikingen Henrik Møllgaard måtte opgive at træne, efter at han i søndagens kamp mod Bahrain vred om på anklen.

32-årige Damgaard er heldigvis en slutrundeerfaren herre. Han har 87 landskampe – og i 2016 var han med til at sikre dansk OL-guld i Rio de Janeiro.