Det burde være logik, at de bedste dommere dømmer de største håndboldkampe.
Sådan forholder det sig bare ikke i håndboldens verden, hvor vi ved hver evig eneste kvindeslutrunde ser dårlige dommerpræstationer.
Det har vi også oplevet ved EM i Frankrig. Faktisk i ret stor stil.
Blandt andet da et svensk dommerpar gav et fuldstændig håbløst rødt kort til Norges Marit Røsberg Jacobsen efter en tackling på en tjekke, der viste sig at have ganske store kvaliteter som skuespiller. Det skete endda efter, at dommerne havde haft mulighed for at gense episoden på tv.
En helt igennem frygtelig vurdering. Og kritikken var også voldsom efter slutfløjtet.
Landstræner Thorir Hergeirsson sagde blandt andet til Norges TV3:
»Jeg begynder at blive mægtig træt af at være forsøgskanin for dommere. Unge, lovende dommere øver sig hos os for at blive gode nok til at dømme herrerne,« lød det.
Og jeg forstår så inderligt hans – og alle andre aktørers – frustrationer. Det overgår min fatteevne, hvorfor EHF, det europæiske håndboldforbund, ikke ønsker at tage sig selv mere seriøst.
De bedste dommere skal dømme de største kampe. Uanset kønSøren Paaske, B.T.s håndboldkommentator
At gøre et mesterskab til en udviklingsseance for en række dommerpar er ganske enkelt at nedgøre den pågældende slutrunde. Og alle deltagerne.
Spillerne træner hårdt hver eneste dag for at blive så gode som overhovedet muligt. Blandt andet for at nå et niveau, så de kan blive udtaget til landsholdene og komme med til slutrunder.
Og her ligger deres skæbne så i hænderne på nogle dommere, som - for fleres vedkommende - ikke er dygtige nok til at være der.
Hvordan skal spillerne tage det seriøst? Hvordan skal trænerne? Hvordan skal fans? TV-seere? Og hvordan skal sponsorerne, som er med til at betale gildet og sikre EHF penge på bundlinjen?
Jeg begriber det ikke. Og ifølge mine kilder får de bedste dommere ikke engang tilbuddet om at dømme ved kvindeslutrunderne.
Så man kan åbenbart være for god en dommer til at dømme et kvindemesterskab. Mener EHF…
Fredag eftermiddag fik danskerne Line Hesseldal og Karina Christiansen tildelt EM-finalen, som spilles på søndag. Intet ondt om dem, men de er jo ikke engang blandt de allerbedste dommerpar med dansk pas.
Så virker det da forkert, at de skal dømme årets største kamp på kvindesiden?
Det skriver jeg med den største respekt for, at Line Hesseldal og Karina Christiansen tidligere i deres karriere har dømt en VM- og Champions League-finale – men det er da også mærkværdigt, når man tænker på deres placering i det danske hierarki.
Men det er et godt eksempel på, at problemet eksisterer både i klub- og landsholdsregi – også hos IHF, det internationale håndboldforbund.
Og så er det også et eksempel på et andet problem omkring dommere og kvindehåndbold.
For én ting er, at man udtager dommere, som ikke er blandt de bedste til et mesterskab. Men når man tydeligvis strækker sig langt for at få kvindelige dommerpar med, kommer det til at se underligt ud. Seks ud af EMs 12 dommerpar er kvindelige, men det kræver ikke en doktorgrad i håndbold for at vide, at de ikke alle sammen tilhører den europæiske dommerelite.
Det er da i min bog en fuldstændig forfejlet opfattelse af ligestilling.
De bedste dommere skal dømme de største kampe. Uanset køn. Det bør der ikke kunne være stor uenighed om.
Kvindehåndbolden kæmper for at få øget interessen for produktet, men når forbundene – i denne omgang EHF – ikke prioriterer de bedste dommere, gør man det det til et andenrangsprodukt. Og så bliver det svært at skabe en positiv udvikling.
Det er denne slutrunde desværre endnu et bevis på.
