KOMMENTAR

Han har prøvet det mange gange nede på banen som spiller. At synge med på ’Der er et yndigt land’. Men i aften er det første gang, Nikolaj Jacobsen under en slutrunde skal stå på sidelinjen og synge nationalsangen som Danmarks landstræner.

Det sker præcis 408 dage efter, at han officielt blev præsenteret som landstræner, selvom det i flere uger havde været en offentlig hemmelighed, at jobbet ville blive hans.

Jeg er med på, at han allerede har stået i spidsen for landsholdet i nogle kval- og træningskampe, men intet af det er i nærheden af at kunne måle sig med EM-opgøret mod Ungarn i aften, hvor vi får de første indikationer på seriøsiteten af det danske guldkandidatur. Og hvor vi også får de første svar på Nikolaj Jacobsens spillemæssige aftryk. Nu er det slut med at gemme taktiske finesser for modstanderne, som han ellers har gjort det i optakten.

Vi kan roligt slå fast, at forventningens glæde til Nikolaj Jacobsens første slutrunde har været stor – og den har faktisk varet i flere år efterhånden.

Siden han blev cheftræner i Aalborg og hurtigt fik succes, har det ligget i kortene, at han en dag ville ende som dansk landstræner. Han blev tidligt udråbt til at være et unikt trænertalent, og hans meritter med Rhein-Neckar Löwen i den tyske Bundesliga har blot fået hans navn til at blive endnu mere hedt.

Derfor er der mange steder i den danske håndboldverden en blanding af en barnagtig begejstring og en nærmest hovedkulds forelskelse i landstræneren, og troen på hans øjeblikkelige gennemslagskraft er imponerende.

Selv når jeg har talt med meget garvede håndboldfolk, der normalt plejer at bevare en vis skepsis i deres betragtninger, lyder det med drømmende stemme:

”Det hele skal nok blive godt. Vi har jo Nikolaj…”

På den måde er han nærmest udråbt til frelser, inden han har stået i spidsen for Danmark i en rigtig vigtig kamp.

Nu vil tilhængere af forgængeren Gudmundur Gudmundsson nok påpege, at der ikke er brug for en frelser, da landsholdet vandt OL-guld med islændingen ved roret. Det vil i så fald være et validt argument, men virkeligheden er dog, at håndboldherrerne generelt set skuffede under islændingen.

OL-guldet var isoleret set fantastisk og historisk, men de øvrige slutrunder under Gudmundsson var langt fra at være godkendt.

Særligt bekymrende var det at se, hvordan spillernes manglende udstråling og hullede selvtillid blev et problem – og jeg skulle hilse at sige, at det normalt ikke er noget, denne gruppe af spillere slås med.

Men Gudmundssons forkrampede forhold til medierne, overdrevne respekt for alle modstandere og insisterende video-fanatisme forplantede sig til spillerne både på og udenfor banen.

Derfor var der akut brug for nyt blod på chefposten, og jeg er ikke i tvivl om, at Nikolaj Jacobsen har forvandlet tingene til det bedre på landsholdet, siden han overtog tropperne i foråret sidste år.

Det er også uden undtagelser det, man ser og hører. Forandringer fryder som bekendt – også i dette tilfælde. Humøret er bedre, stemningen er mere løssluppen, og den anspændthed, der har været i de seneste år, er væk.

Med tanke på, hvor få samlingsdage, Nikolaj Jacobsen har haft til rådighed, er det et ganske markant aftryk, han allerede har sat i forhold til tingene udenfor banen.

Men vi mangler stadig for alvor at se den helt store forvandling indenfor stregerne. Det gælder både i selve spillet, men også i forhold til ærgerrighed og vildskab, som han har proklameret, at han ville give et løft.

Jeg vil dog ikke lægge alverden i, at vi ikke er blevet præsenteret for noget revolutionerende på den front endnu. Slutrundekampe er så langt mere intense end alt andet i landsholdshåndbolden, og derfor er det første i aften i åbningskampen mod et ganske fornuftigt ungarsk mandskab, at vi kommer til at se, hvor meget Nikolaj Jacobsen har rykket landsholdets spillemæssige niveau.

Derefter kan vi bedre vurdere, om han også er en taktisk frelser allerede fra første færd.