'Fuck janteloven.'
Hvem husker ikke legendariske Anja Andersens T-shirt i midten af 00erne med dét budskab?
Samme bombastiske tilgang kan man ikke tilskynde de danske håndboldherrer, men der er alligevel en lille duft af det samme over et af Danmarks største sportsbrands efterhånden.
De danske håndboldherrer indtager historisk set en så udansk position, der er så opsigtsvækkende, at Nye Borgerlige er gået i opløsning.
Danmark er mødt op til EM-slutrunden i Tyskland som store favoritter. De har en målskive på ryggen. For det er danskerne, alle vil have ned med nakken.
Hvem vil ikke vælte topholdet af tronen? Skulle Danmark floppe, danser rivalerne med glæde på den danske håndboldgrav.
Herhjemme er vi ikke vant til at være favoritter, være de bedste, være dem, der skyder brystet frem og tydeligt siger: Ja, vi er sgu gode. Og ja, vi kan vinde hele lortet. Håndboldherrerne ejer det. De tager det på sig - uden at være arrogante. Det er mere blot en konstatering. Ja, selvfølgelig kan vi vinde.
I øjeblikket går TV 2s promovideo for EM sin sejrsgang på sociale medier. Du har sikkert allerede set den.
Her lægger alle modstanderne sig ned, for de ved, at det kun er sølv, der skal spilles om. Guldet er jo allerede taget af Danmark. Det er i hvert fald præmissen.
Den video provokerer uden tvivl vores naboer fra Norge og Sverige. Nok alle Danmarks rivaler i det hele taget. Nu kommer de skide danskere igen og tror, de ejer det hele.
Det pisser dem af. Selvfølgelig. Forestil jer det modsatte med norsk eller svensk fortegn - høtyvene ville komme frem i det danske håndboldland.
Og selvsagt er det ikke landsholdet, der står som afsender, men budskabet understreger den aura, der er om herrerne i disse år.
At påtage sig favoritrollen har da også givet bagslag flere gange. EM 2020, VM 2017, EM 2016 er bare nogle eksempler, jeg lige kan huske, som jeg selv har været med til at dække.
Men oftest er det lykkedes. De jagtede den tredje VM-sejr på stribe sidste år, meldte klart ud og tog guldet hjem.
Jo, jo, EM er historisk set lidt en torn i øjet på danskerne de seneste år. Det er 12 år siden sidste trumf, det er 10 år siden sidste finale.
Men når alt kommer til alt, er de danske håndboldherrer er så udanske, at Donald Trump ville kræve alle mands dåbsattest udleveret. Større ros kan de ikke få.
Det har de gjort sig fortjent til.
