12 scoringer på 12 forsøg. 100 procent skudsikker.
Mathias Gidsel fløj fredag aften rundt på håndboldbanen som en gidseltager af modstanderne fra Bahrain.
B.T.s håndboldkommentator, Johnny Kokborg, mener at fredagens præstation endeligt bekræfter hans placering i toppen af verdens håndboldhieraki.
»Det er bare en bekræftelse af, at han er verdens bedste. Det er uhyggeligt at se, hvor god han er for tiden,« lyder det fra Johnny Kokborg ovenpå aftenens testkamp op til VM.
»Ingen når ham til sokkeholderne lige nu,« fortsætter han.
Mathias Gidsel blev da også kåret til kampens spiller i en ensidig forestilling, hvor Danmark vandt med 39-20.
Den overlegne sejr kom til trods for, at holdet for første gang i årevis stod uden både Mikkel Hansen og Niklas Landin, der begge stoppede på landsholdet efter sommerens OL.
Men det viste sig ifølge håndboldkommentatoren ikke at være et problem.
»Utroligt nok er det til at leve med, for Gidsel er chefen for det hele,« siger Johnny Kokborg.
Han fortæller, at det også er Gidsel, som landstræner Nikolaj Jacobsen skal hænge sin hat på under VM, der starter den 14. januar.
»Han bliver igen vital for Danmark under VM,« siger han.
