Jeg bøjer mig i støvet: Kæmpe stort tillykke med VM-guldet, Danmark!
Søndag aften sejlede tilskuerne op ad åen i Boxen i ren ekstase – og Nikolaj Jacobsens tropper kvitterede ved at sejle direkte ind i historiebøgerne med det første danske VM-guld i herrehåndbold.
Norge var fuldstændig overmatchet i alle spillets facetter og må drage nordpå til deres varme i fortovene med bevidstheden om, at de aldrig var i nærheden af at ødelægge den danske håndboldfest.
Akkurat som alle de andre nationer, der har været med i slutrunden og drømt om at række ud efter VM-trofæet.
Mikkel Hansen, Niklas Landin, Rasmus Lauge og de andre danske verdensmestre har afvist dem alle. Legende let.
Vi snakker altså om et VM, hvor Danmark har været fuldstændig suveræne hele vejen igennem. Der har ikke været spænding om udfaldet i én eneste dansk kamp. Ja ja, jeg kan godt huske kampen mod Sverige, men herregud – det var jo aldrig sådan rigtig spændende.
Det har været en lang paradekørsel mod det VM-guld på hjemmebane, som har været landsholdets erklærede mål i en årrække. Og med det spil, jeg har set undervejs, må jeg konkludere, at det her er det bedste danske landshold nogensinde.
Det er ellers ikke sådan, der ikke har været udfordringer at forholde sig til.
Forsvaret var udset som Danmarks helt store udfordring før slutrunden, og halvvejs måtte styrmand René Toft Hansen forlade VM på grund af en lyskeskade. Der har også været skadesproblemer med Henrik Møllgaard, Henrik Toft Hansen, Casper U. Mortensen, Magnus Landin og Hans Lindberg, – og så måtte Nicklas Kirkeløkke, der var udset til at være førstevalg på højre back, melde afbud før VMs start med en alvorlig skade.
Se, det er jo ikke super optimalt.
Men danskerne har aldrig rystet på hånden og har hele tiden fundet nye løsninger og alternativer, når det var påkrævet.
Kreditten for det skal selvfølgelig i stor stil tilskrives landstræner Nikolaj Jacobsen.
Guldet er et mesterstykke fra hans side.
Landstræneren har selv ved gentagne lejligheder peget på, at han ville skabe et hold, som gav alt, når de tog landsholdstrøjen over hovedet.
Hans krav var, at danskerne efter hver kamp kunne se hinanden i øjnene og sige, at de – uanset udfaldet af kampen – havde gjort alt, hvad de kunne.
Lad os være ærlige; der var perioder under forgængeren Gudmundur Gudmundsson og i begyndelsen af Jacobsens regeringsperiode, hvor det ikke har været tilfældet.
Men det har Nikolaj Jacobsen fået ændret på nu. Det har været tydeligt under VM.
Samtidig har han været samtlige modstandere overlegne på den taktiske front. Og så er det i øvrigt tydeligt at se, at spillerne er klar til at ofre alt for ham, hvilket naturligvis også hjælper på harmonien på holdet.
Det er nogle af forklaringerne på, at han nu kan skrive blandt andet hidsigprop, gavflab og verdensmester på sit cv.
Men Jacobsen har naturligvis også været begunstiget med dygtige spillere. Og i den forbindelse skal Mikkel Hansen fremhæves. Igen.
En af de større diskussioner ved dette VM har handlet om, hvorvidt Mikkel Hansen eller norske Sander Sagosen er verdens bedste håndboldspiller.
Helt ærligt. Det er lige så svært som at vælge mellem foie gras og glasskår til forret. Hold nu op.
Mikkel Hansen har på alle tænkelige måder demonstreret ved VM, at han ER klodens bedste. Jeg kan ikke i min tid mindes at have set en så suveræn indsats fra en enkelt spiller ved en slutrunde.
Danmarks stjerne nummer et har præsteret ekstraordinært, og når man om 100 år taler om det danske VM-guld i 2019, bør Mikkel Hansens absurd høje niveau nævnes i samme åndedrag.
Jeg skrev det efter semifinalen, og jeg gentager gerne mig selv: Vi skal alle sammen huske at nyde hver eneste landskamp, vi får lov at se Mikkel Hansen spille for Danmark – for det er en unik spiller, vi får lov at se i aktion i de rødhvide farver.
Ligesom det har været en unik dansk indsats, vi er blevet forkælet med i de seneste 19 dage. Og søndag fik vi det guld-punktum, som både spillerne og Boxen fortjente.
Endnu en gang: Stort tillykke.