Danmark er klar til den fjerde VM-finale på stribe efter en helt suveræn semifinalesejr på 40-27 over Portugal, der bed flot fra sig i 30 minutter – for så at blive kørt fuldstændig over.

Læs B.T.s dom over den vilde danske indsats herunder.

Nå, det er sådan, det føles? Frygten for at tabe en VM-kamp, de svedige håndflader, det nervøse neglebideri. Spænding! Heldigvis varede det kun i 30 minutters tid.

For første gang i denne turnering blev Danmark matchet på tempo og duelstyrke. Portugiserne spillede i 30 minutter fremragende angrebshåndbold – og tvang danskerne til at spille endnu bedre angrebshåndbold. 

Første halvleg var en ph.d..-afhandling i forrygende og seværdig dansk håndbold. Så I det, norske tilskuere? Så I det, resten af verden? Det er sådan, man gør.

I anden halvleg viste Danmark, hvorfor vi er regerende olympiske mestre og tredobbelte verdensmestre. 

Og da den portugisiske kvalitet dalede en my, var der INGEN nåde. Portugal fik – ligesom alle de andre hold i denne turnering – en ordentlig rødhvid rusketur, og de ønskede sig kort inde i halvlegen alle andre steder hen end Unity Arena.

Danmark er i finalen! Igen, igen, igen, Wow – bare wow!

Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Der var stort drama allerede efter få minutter. Og det foregik på sidelinjen, hvor temperamenterne spruttede som to ostepølser på 7-eleven-grillen.

Nikolaj Jacobsen skældte ud på dommerbordet, som ifølge den danske landstræner havde overset en fejludskiftning på den portugisiske bænk. Det blev den Paolo Pereira rasende over, og han gestikulerede voldsomt mod sin danske kollega. 

Nikolaj Jacobsen gik diplomatiets vej og rakte en udstrakt arm mod modstanderbænken. Men det afviste Paulo Pereira, der fortsatte sin aggressive gestik. Og så skal vi da ellers lige love for, at det sydfynske temperament tændte af. Nikolaj Jacobsen var ildspyende.

De to iltre gråhårede herrer fortsatte igennem flere angreb med at råbe mod hinanden. Men som den danske magtdemonstration skred frem, blev Pereira mere og mere stille. Forståeligt.

Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Danmarks har spillet en suveræn – ja nærmest surrealistisk – slutrunde, men der mangler stadig kirsebærret på toppen af den rødhvide milkshake: Søndagens VM-finale mod overraskelsen, Kroatien.

Kroaterne har været vanvittige i medgang i deres egen heksekedel i Zagreb – men hvad kan de i modgang i Oslo foran et dansk publikum. Mod verdens bedste landshold? Det spørgsmål venter vi spændt på et svar på!

Og så er det muligheden for at gøre et historisk landshold endnu mere historisk. I forvejen bliver det uhyre svært for andre hold nogensinde at overgå Danmarks tre VM-guld i træk. Men fire VM-titler i træk? Det bliver nærmest umuligt.

Kom så! Én kamp til.

Bo Amstrup/Ritzau Scanpix