Drømmestart! Sådan blev det i den danske EM-åbner mod Kroatien.
Kampen var vundet længe, inden uret ramte 60 minutter.
Danskerne spillede forrygende angrebshåndbold og cementerede sin position som en af favoritterne til at nå langt i turneringen.
Her er B.T.s dom og karakterer fra opgøret, der endte 34-26 (16-12) i dansk favør.
Sjælden set bedre. Måske aldrig set bedre! Der var adskillige bejlere til dagens top, men vi må bare bukke os for Helena Elvers vanvittige x-faktor. Det kan godt gå hen og blive guld værd.
Det er næsten forbudt for børn, når hun accelererer med sin to-fodsfinte. Ingen kan følge med dér. Og ingen andre på landsholdet har lige præcis de evner. Hun har været så grueligt meget igennem med masser af skader.
Nu er det hendes tur til at vise Danmark, hvad hun kan. Og hun kan tage Michala Møller og Anna Kristensen i hånden, fordi de leverede lige så vilde præstationer.
Flop? Aldrig i livet. Bundniveauet var højt mod Kroatien, og man kan ikke tale om den ene af søstrene Iversen som et flop. Derfor er den også lige til den grove side at pege på hende.
Der manglede måske lidt timing, men det kan komme. Vi har set før, hvor vigtig hun er for den danske defensiv.
Althea Reinhardt UB
Anna Kristensen 5
Trine Østergaard 3
Mie Højlund UB
Anne Mette Hansen 3
Sarah Iversen 4
Rikke Iversen 3
Kaja Kamp 3
Emma Friis 4
Stine Eiberg Jørgensen UB
Kristina Jørgensen 3
Helena Elver 5
Helene Kindberg UB
Line Haugsted 3
Michala Møller 5
Andrea Aagot Hansen 4
--
Jesper Jensen 5
Berusende! Danmark har flere nye spillere med, og det er et andet landshold, vi skal vænne os til at se. For mod Kroatien var det decideret berusende håndbold, vi fik set i lange perioder. Næsten udelukkende i angrebet. Det flød på smukkeste vis, og det har fået et helt nyt gear, jeg ikke mindes at have set.
Til gengæld er forsvaret ikke helt på det niveau, som det plejer at være.
Det kan være ligegyldigt, for meget tyder på, at Danmark kan blive ved med at score mål til den bitre ende.
Fire straffekast skulle der til, før Danmark kunne notere sig en scoring fra pletten.
Andrea Aagot Hansen var så kølig, da hun efter tre danske brændte forsøg fik hvervet som straffekasttager.
Og det udnyttede hun til fulde.
Men det er en bekymring, Danmark tager med videre. Der skal simpelthen scores på spillets vel nok største chance. Især, når det spidser til senere i turneringen.
Så langt, så godt. Det er ingen tvivl om, at danskerne er tårnhøje favoritter til at tage tre sikre sejre i gruppespillet og spadsere sikkert over i mellemrunden.
Næste opgave bliver mod medværterne fra Schweiz på søndag klokken 18. Den opgave skal løses uden de store kvaler.
I bund og grund er det en kæmpe gave, at Jesper Jensen kan møde op med et landshold med flere debutanter og stadig tillade sig at fordele spilletiden.
Den gave skal man tage imod med kyshånd i december. For hverken Schweiz og Færøerne kommer til at gøre ondt på Danmark.