En enkelt idiot løb med overskrifterne, da Danmark sagde farvel til Boxen med en 28-22-sejr over Tjekkiet – efter en til tider lidt uinspireret dansk indsats.
Læs B.T.s dom herunder.
Man havde altså lidt medlidenhed med de 15.000 feststemte tilskuere, der nok i månedsvis havde set frem til januar-lørdag.
For det var i lange perioder som at være til en fest, hvor musikanlægget er i stykker. For det første var kampen helt og aldeles uden betydning – så allerede der havde opgøret mistet saft og kraft.
For det andet valgte flere af de danske at have en øv-dag på kontoret. Antallet af tekniske fejl oversteg det samlede antal fra de første fem kampe. Blandt andet kunne verdens bedste håndboldspiller, Mathias Gidsel, ikke score på tomt mål i første halvleg.
Og for det tredje brændte danskerne - især i en meget tam første halvleg - den ene kæmpechance efter den anden på den tjekkiske sprællefyr af en målmand. Nikolaj Jacobsen kogte på sidelinjen – og det var vist meget godt, at der ikke sad børn eller folk med sarte ører i nærheden af landstræneren.
Spillet og humøret blev heldigvis bedre i anden halvleg.
En kæmpe idiot valgte i starten af anden halvleg at storme banen og smide med konfetti – sandsynligvis for at reklamere for et politisk budskab, som død og pine skulle trækkes ned over hovedet på alle andre.
I lang tid stod han i midtercirklen og ødelagde festen for alle andre – og helt uforståeligt blev han ikke straks hentet af nogle af Boxens vagter.
Til sidst blev det for meget for Nikolaj Jacobsen, der selv gik på banen og konfronterede baneløberen. Og det var med et kraftigt skub ud af banen – nok efterfulgt af nogle meget kontante fynske gloser.
Efterfølgende var der flere minutters pause, hvor spillere og frivillige måtte rydde op efter den ubudne gæst.
Sikke et fjols!
Så er det slut med trygheden og de 15.000 hjemmefans i Boxen i Herning. Nu venter alvoren i Oslo – tre sejre, og Danmark kan kalde sig for firedobbelte verdensmestre.
Og første forhindring på onsdag bliver med 99,9 procents sandsynlighed turneringens store overraskelse fra Brasilien.
Den kvartfinale bliver en psykologisk test for danskerne, der går ind til opgøret som kæmpe favoritter og har ALT at tabe.
Og man skal bestemt ikke kimse af Brasilien – spørg bare Norge og Sverige, der begge har fået samba-bank.