Vi skal ikke hjem – vi skal videre.

Danmark løb på banen med kniven for struben. Det havde svenskerne sørget for i den tidlige kamp, for deres sejr betød, at Jesper Jensens mandskab var pisket til at få point mod Serbien, for at det ikke skulle hedde 'farvel og tak' til årets EM.

Hurtigt viste de røde og hvide heldigvis, at der i dag ikke var noget som helst at være bekymret for. Nærmest fra første sekund tog de teten i opgøret mod serberne, der bestemt heller ikke strålede.

En sejr på mere end tre mål ville betyde en billet til mellemrunden, og den bookede danskerne i sikker stil med storsejren på 34-21.

Kunne det danske forsvar rette op på fredagens brølere? Ja for pokker. De gav kritikerne fint svar på tiltale og virkede fra første sekund langt mere afstemt, end det var tilfældet mod Slovenien. Sandra Toft og Althea Reinhardt stemplede også for alvor ind i turneringen med flere vigtige redninger, og i angrebet var der også skruet ned for antallet af fejl.

En perfekt opskrift på at slå serberne, der bestemt heller ikke viste storspil. Man sad hele tiden med en klar fornemmelse: Det her kan Danmark kun ødelægge for sig selv. Der var styr på det, det var tydeligt.

Kontrasten kunne nærmest ikke blive større. Fra fyldte sæder, trommer og brøl til …. Ja, en mere fesen udgave. Men der var en kæmpe flok bag det ene mål, der gjorde, hvad de kunne for, at det blev noget af en fest.

En stor gruppe fra KIES Efterskole lavede nemlig ikke andet end at brøle deres danske helte frem.

'Dem som ikke hopper, de elsker Serbien,' lød det blandt andet, ligesom de også højlydt heppede det danske forsvar på vej, når serberne var i angreb og piftede, når de var utilfredse med modstanderen. De var for vilde, og de fik da også flere jubelbrøl i deres retning fra blandt andre Kathrine Heindahl.

Det havde dog været fedt, hvis der havde været lige så mange på lægterne som fredag aften, hvor taget nærmest blev blæst af.

Der er kun en vej, og det er frem. Næste kamp er mod Sverige, og den skal vindes, hvis Danmark skal have de bedst mulige forudsætninger i mellemrunden. For Jesper Jensens mandskab skal meget gerne have point med over, hvis det skal blive rigtig sjovt.

Det er en mulighed, at Serbien ender med at trække sorteper i gruppe B, og derfor skal den have alt, hvad den kan trække mod svenskerne, der indtil videre har vundet deres to gruppekampe sikkert.

Omvendt kan Danmark med en sejr i sidste gruppekamp ende med at gå videre med fuldt hus, hvis slovenerne får det tidlige exit. Det bliver spændende. Én ting er i hvert fald på plads: Taskerne og bussen skal pakkes efter på tirsdag, for vi skal til Ljubljana og spille videre!