Alt gik galt. Helt galt.
Danmark er færdige ved VM. Og de kan kun takke sig selv. Her er B.T.s dom:


EFTERLYSNING: Stjernespiller med historiske 200+ landskampe for det danske landshold. Sidst set gå ind i hallen i hollandske Rotterdam omkring 19.00 som en af holdets store leder.
Kendt for gennembrud og godt forsvarsspil. Det var sporløst forsvundet onsdag aften.
(Og ja, det kunne have været andre stjerner som Helena Elver, Line Haugsted eller Anna Kristensen. Alle faldt igennem. De stod næsten i kø.)


Bip, bip, bip. Hun var det eneste livstegn på hospitalsstuen i Rotterdam. Det eneste pulsslag.
Men uanset, hvor meget førstehjælp straffekastsdronningen ydede, var Danmark en terminal patient denne aften.
Hun gjorde alt, hvad hun kunne og løftede sig fra Ungarn-kampen. Det var bare ikke nok. En bitter skæbne for Jørgensen og Danmark.

En helt igennem forfærdelig VM-kvartfinale for Danmark. Det er ingen skam at ryge ud. Men måden, man gjorde det på, kan man næsten ikke være bekendt.
Én spiller kan have en dårlig kamp, men det er historisk ringe timing, når en stjerneparade af ens allerbedste spillere pludselig beslutter sig for at lukke kollektivt ned.

Det var smertefuldt at se på. Hvor var viljen, gejsten, modet? Et lille fransk vindpust - og så væltede hele korthuset.
Det mindede om tiden inden Jesper Jensen, der fik Danmark tilbage i semifinalerne, da han trådte til i 2020.
Ja, ja, vilkårene var brutale i år, men det var dybt bekymrende at se et kollektivt kollaps på den måde.
Av, en nedtur, Danmark.

Man kunne knapt tro sine egne øjne, da dommerne gik til skærmen for at se de afslørende tv-billeder.
Det må simpelthen ikke ske i en VM-kvartfinale.
Med 18 minutter igen, da Danmark kæmpede allermest for at komme tilbage, fik Helena Elver en tominutters udvisning, fordi Danmark havde for mange spillere på banen.
Frankrig og Danmark konkurrerede i dumme beslutninger i en absurd byttebørs selv ikke den mest ihærdige Valde-kort-pusher kunne være med på.
Den her var bare med til at dræbe VM-drømmen endegyldigt.

Det dårligste slutrunderesultat siden VM i 2019.
Alle ville have slået ihjel for at have Mie Højlund eller Mette Tranborg eller Althea Reinhardt eller Sarah Iversen eller Rikke Iversen eller Kathrine Heindahl til rådighed.
Deres fravær skreg danskerne ind i hovedet i kampen mod Frankrig. Og en semifinale havde været en kæmpe succes.
Nu stopper det i kvartfinalen, og jeg havde ikke forventet mere. Jeg kan godt lide den nye landstræner Helle Thomsen, og hun har givet yngre kræfter uvurderlig slutrundeerfaring i en svær situation. Vi kan altid diskutere taktikken, og det skal vi også.
Kan Danmark have alle stjernerne til rådighed ved EM næste år, er de tilbage i det gode selskab. Det tør jeg godt spå.
Men lige nu gør VM-exittet ondt. Og det skal det også. En semifinale var lige dér, Danmark!

