Katastrofen lurede længere, end hvad nødvendigt var, og de slovenske håndbolddamer voldte danskerne langt større problemer, end hvad de burde.

MEN! De danske kvinder løb alligevel med den uhyggeligt vigtige sejr mod Slovenien og står nu med gode kort på hånden i gruppefinalen mod Holland onsdag.

Et stort dilemma må kommer dog nok til at forstyrre Jesper Jensens nattesøvn de kommende nætter.

Her er B.T.s dom over den danske sejr på 33-26: 

»I'm gone, I'm dead,« lød det over radioen fra slovenernes cyklende landsmand Tadej Pogacar under sidste års Tour de France.

Men tilfældet var det stikmodsatte for de slovenske damer i Wien. De var ikke kommet for at danse, og de var sprællevende i store dele af kampen.

Især i første halvleg legede den slovenske offensiv kispus med den danske offensiv, der gang på gang blev rundtossede af flotte stregindspil og drilske finter.

De danske forsvarsspiller holdt mere åbent end Power på Black Friday, men priserne for at komme i gennem kunne du ikke få mange hårde hvide eller fladskærms-tv for – ofte var det nemlig ganske gratis.

Heldigvis for danskerne kom der mere kontrol over tingene, som anden halvleg skred frem, men lad os være ærlige: Der var ikke meget europamestermagi over det.

Du har gjort livet rigtig, rigtig svært for dig selv, Jesper Jensen.

Hasteindkaldte Sandra Toft var tilbage i det danske bur mandag aften, og det må efterlade Jesper Jensen med en tømmermændsslem hovedpine, at den vragede danske anfører leverede et hæderligt comeback.

For Tofts tilbagetog stiller landstræneren i en hjernevrider, for hvem vælger man egentlig af den pålidelige og rutinerede kulturbærer, Sandra Toft, og den fremadstormende og storspillende, Anna Kristensen, når lokummet virkelig brænder?

Jeg er personligt glad for, at jeg ikke skal træffe beslutningen, men Toft må alt andet lige komme ned med en knurrende mave for at vinde sin plads tilbage – og tænk nu, hvis hun faktisk præsterer bedst?

Det gjorde hun i hvert fald i dag, og det bliver spændende at se, hvad det får af betydning for hierarkiet i det danske bur – og i øvrigt for stakkels Althea Reinhardt, der meget vel kan vende tilbage inden gyseren mod Holland.

Jesper Jensen skal vælge mellem Sandra Toft og Anna Kristensen.
Jesper Jensen skal vælge mellem Sandra Toft og Anna Kristensen. Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Selvom det varmer som snaps til firmajulefrokost, når Danmark vinder, så ændrer sejren ikke det store for danskerne.

Der er stadig dømt gruppefinale mod Holland i den sidste mellemgruppekamp, hvor Danmark for alt i verden ikke må tabe.

Heldigvis har danskerne en længder bedre målscorer end Holland, så skulle det ende i en neglebider og et uafgjort resultat, er det også nok for Danmark.

Det er alt eller intet mod Holland, der vil være topmotiverede til at stramme træskoene en ekstra tak for at spænde ben for de danske semifinaledrømme.