Hvad i alverden skete der lige der, Danmark!?

I en propfyldt Boxen kæmpede Jesper Jensens mandskab i den grad med at finde rytmen fra start i den første VM-kamp. 

De havde store problemer hele kampen, hvor de var bagud stort set hele tiden. Men så fandt danskerne for alvor den store fight frem.

De vendte tingene totalt på hovedet og vandt første kamp med 25-21 over Serbien. En helt vanvittig afslutning.

Så fik danskerne den endelig. En helt vild kulisse i Jyske Bank Boxen, der kogte fra første sekund. Om det var det, der gjorde danskerne nervøse fra start er ikke helt utænkeligt. 

I angrebet startede flere af stjernerne rystende usikkert, der var for mange afbrændere, og i første halvleg havde de svært ved for alvor at få det til at flyde. 

Det blev for stresset og febrilsk for danskerne, der kæmpede med at finde rytmen, og det var rigtig tit stolpe ud. Danmark havde kort sagt store problemer, og der skulle gå hele 54 (!!) minutter, før de kom foran for første gang. 

Men som en tidligere dansk landstræner jo før har formuleret det: 'Man behøver kun føre én gang i en håndboldkamp, og det er til sidst!'

Emma Friis. Ja, hende så du nok, hvis du så kampen, men så du også hvor kølig hun var, da hun lavede sit første mål?

Danmark startede skidt og var i kæmpe problemer, men på sin første afslutning valgte Friis på iskold manér at lobbe bolden over den serbiske målvogter. Dét var ren verdensklasse. 

Og i starten af anden halvleg gjorde hun det minsandten én gang til. Hun stråler af overskud, og selv efter hun havde et par afbrændere, kørte hun bare på. 

Selvtilliden er i top hos den unge fløjspiller, der i den grad bliver en vigtig brik resten af turneringen. 

Puha. Sådan, Danmark! En enormt vigtig sejr til Jesper Jensens mandskab, for det betyder alt at komme i gang med VM med point på kontoen. Det holdt enormt hårdt, og selvom Danmark var i problemer, kæmpede de sig stille og roligt tilbage.

Det betyder alverden ikke at starte med et stort, rundt ‘0’ på pointkontoen efter en kamp, hvor Danmark slet ikke formåede at udnytte hverken chancer, eller når de var i overtal, og det skal der i den grad rettes op på til de sidste gruppekampe.