De fleste kender nok historien, om ‘Grinchen’ der stjal julen.
Hvis du ikke kender den, opsummerer dagens kamp egentlig dele af plottet fint. For kampen startede godt, forventningen og glæden var stor, men så kom den onde, norske Grinch. Den ødelagde festen og stjal den store julegave, som en EM-finale havde været.
Hvor er det ærgerligt. Især efter den forrygende første halvleg, Danmark leverede med sublimt spil, tålmodighed og klasse i begge ender mod et verdensklassemandskab, der ‘desværre’ set med danske briller vågnede op og tog sejren med 27-24, efter danskerne ellers førte ved pausen.
Og så gik de på rov og forvandlede julefesten til en aften, hvor drømmen blev forvandlet til et dansk mareridt i stedet - hvis vi kigger på resultatet i hvert fald.
I en tilskuertom Boxen kunne tændingen mærkes og fornemmes fra start. Det gav gåsehud, da danskerne skruede ekstra op for volumen under nationalmelodien. Og så var taktikken ellers klar fra begge mandskaber. Der blev hujet ved hver tackling, parade, redning og hvad der ellers skete i løbet af de 60 minutter. Der var gnist, intensitet og der var volume på hele kampen igennem fra begge mandskaber for at gejle hinanden op. Til sidst var det dog Norge, der kunne juble mest.
Det må aldrig ske, Norge. Danmark var to mand i undertal og alligevel får Anne Mette Hansen lov til at bryde igennem. Fedt set med danske briller - men den norske træner var ikke helt tilfreds. Nordmænd virkede rystede, og præstationen i første halvleg kan langt fra være tilfredsstillende for et hold, der går efter guldet. Der blev nok talt med lidt store bogstaver i pausen, og det virkede. Kombineret med for mange danske fejl var det nordmændene, der i den sidste halve time viste klassen. De hamrede mål ind på stribe, og samtidig pillede Katrine Lunde glansen af danskerne.
Selvom det ikke gik som håbet, kan danskerne i den grad være deres indsats bekendt. Særligt første halvleg var fremragende. Det er ikke slut, og danskerne kan stadig rejse fra et godkendt mesterskab med medaljer, hvis de lykkes med at besejre Kroatien søndag. Det burde i den grad kunne lade sig gøre, for kroaterne imponerede langt fra mod Frankrig i aftenens tidlige semifinale. Der er ingen tivvl om, at danskerne hungrede efter EM-finalen, men favoritterne fra Norge viste klassen til sidst. Det ændrer ikke på, at Jesper Jensen og co. har spillet en god slutrunde. Og nu gælder det søndag - hiv så den medalje med hjem!