Det er fuldstændig vanvittigt! Endelig lykkedes det!

Danmark skal spille EM-finale efter et brag af en kamp mod Montenegro.

Det blev en svær og fysisk kamp, men det var Jesper Jensens mandskab, der i den grad viste, hvad de var lavet af med sejren på 27-23.

'Vi vinder EM, den er helt sikker,' lyder det i Gulddrengs megahit - intet er sikkert, for finalemodstanderen bliver uhyre svært. Men Danmark har muligheden efter så mange års finale-tørke på kvindesiden. Hvor er det vildt!

Denne her kamp opsummerer egentlig slutrunden forrygende. Det er gået lidt op og ned – heldigvis mest op. Og så kan det godt være, de har talt meget om det – men det er med rette.

For hold nu op hvor er der sket meget med de danske landsstjerners mentalitet. De har i den grad fået nerver af stål.

Kigger vi bare et par år tilbage, havde de måske ladet sig kyse. Men sådan forholder det sig ikke længere. De er iskolde og lader sig ikke slå ud – hvad enten det er mod Montenegro, Norge eller med kniven for struben mod Sverige.

Det er forrygende, fantastisk, og så er der kun én ting tilbage at sige: VI ER I EM-FINALEN! Sikke. En. Præstation!

Hun fik to hænder hamret lige i ansigtet. Og så røg Mette Tranborg i gulvet tidligt i første halvleg. Hun blev fuldstændig smadret, og man kan undre sig over, det ikke kostede en udvisning. Danskerne sagde det allerede inden kampen, for de vidste det udmærket godt.

Det vigtigste var ikke at lade sig kyse, fordi Montenegro netop kommer med stor attitude. De skulle ikke lade sig slå ud, og det handlede bare om at få det til at handle om håndbold.

For det ville blive en krig. I begge ender. Og Montenegro brugte i den grad alle tricks i bogen.

Danmark får medaljer! Hvor er det fedt! Nu er det op til Jesper Jensens mandskab at afgøre, hvilken kaliber det skal være. Men sikke en udvikling det her hold har været igennem.

Det hele kulminerede med en kæmpe nedtur i 2019, da OL-kvalifikationen glippede i Japan. Siden er det kun gået én vej. Tre semifinaler. En bronzemedalje. Og nu muligheden for at vinde EM-guld. Jagt det, Danmark. Jagt det med alt, hvad I har!