Der var aldrig skyggen af tvivl.

Danmark kom, så og sejrede på iskold vis mod Chile, der slet ikke havde en chance i den anden VM-kamp. 

De fik store danske bank i Jyske Bank Boxen, hvor publikum nærmest jublede konstant. 

For Jesper Jensens hold vandt med svimlende 46-11, og med to sejre i to kampe er de nu sikret en plads i mellemrunden. 

Danmark skulle vinde. Det var slet ikke til diskussion - og det skete uden problemer. 

Men.. for der er et lillebitte men... igen startede Jesper Jensens mandskab en smule ukoncentreret.
Der var for mange afbrændere i angrebet hos danskerne, der lige sløsede for meget mod upåagtede Chile i de første minutter. 

Det lyder måske helt vanvittigt at sige, når de ved pausen førte med 15 mål, men føringen kunne have været ENDNU større efter de første 30 minutter. Det gik bestemt mod Chile, men den går altså ikke mod de meget stærke nationer.

Dog skal det så også understreges, at Danmark kom uhyre stærkt efter det. De havde fuldstændig styr på Chile, der aldrig havde skyggen af en chance i kampen. Sejren var på intet tidspunkt i nærheden af fare, det handlede i stedet kun om, hvor stor den ville blive. Så også en kæmpe ros til Jesper Jensens mandskab for at være disciplinerede og holde trykket alle 60 minutter.

Hun er kun 19 år. Men det kunne man bestemt ikke se, da Julie Scaglione trådte ind på banen til sine første slutrundeminutter. 

Hun kørte bare på fra første sekund, søgte kassen og scorede hele syv flotte mål. Det betød meget – for både hende og holdet. 

Det var tydeligt at se på det ekstra store smil og kram, hun fik fra Kathrine Heindahl nede i forsvaret, da hun havde sendt første mål i kassen. 

Det sagde alt - om både det store øjeblik men også det kæmpe sammenhold på det danske landshold. 

Det var nemt. Ja, det er måske en smule arrogant at skrive, men lad os nu bare være ærlige. 

Danmark mødte ikke den store modstand, de fik den store pligtsejr, de skulle have, og der blev sat yderligere to point ind på kontoen. 

Nu venter der så en spændende sidste gruppekamp mod Rumænien tirsdag aften. For vinderen af den tager fuldt pointhus med over i mellemrunden. 

Det ville give danskerne et forrygende udgangspunkt med en sejr tirsdag aften, hvor der også igen kommer væsentligt flere tilskuere på lægterne.