Danmark fik oprejsning efter torsdagens pinlige indsats og vandt returopgøret mod Nordmakedonien med hele 37-21.
Håndboldherrerne skulle lige i gang, men da koncentrationen først var skærpet, var der ingen tvivl om, at værterne ville køre nordmakedonerne i sænk.
Dermed har danskerne nu gjort det sådan, at de selv kan afgøre, om de skal have førstepladsen i EM-kvalifikationspuljen.
Herunder kan du se B.T.s dom samt karakterer til de danske spillere.
Kevin Møller blev sendt på banen efter 14 minutter, da Niklas Landin måtte sætte sig ud på bænken med en hælskade. Og 'Der Kevin', som han kaldes, beviste, hvorfor han er en stensikker nummer to i Nikolaj Jacobsens målmandshierarki. Han leverede en fuldstændig fremragende præstation, og de nordmakedonske skytter kommer til at få mareridt om Møller de næste par nætter. Imponerende!
Karakter: 6
Det blev aldrig Jacob Holms kamp. Han var – akkurat som i torsdagens kamp – underligt uskarp. Der manglede ikke vilje eller initiativ fra truppens hurtigste fødder, men der manglede til gengæld skarphed. Ret skal være ret: Han endte med at spille sig lidt op mod kampens afslutning, men der var for mange fejl fra hans side, når vi ser på bundlinjen.
Karakter: 3
Niklas Landin 3
Kevin Møller 6
Emil Nielsen UB
Nikolaj Øris UB
Lasse Andersson 4
Jacob Holm 3
Magnus Landin 3
Hans Lindberg UB
Simon Hald 3
Johan Hansen 4
Mathias Gidsel 6
Henrik Møllgaard 5
Mikkel Hansen 3
Mads Mensah 5
Emil Jakobsen 3
Henrik Toft Hansen 5
Mathias Gidsels beskedne fysik blev alvorligt udfordret, da han først fik en ordentlig én på smasken af en nordmakedonsk forsvarsspiller og derefter røg direkte videre ind i endnu en blanding af en tackling og en kæberasler fra en modstander. Alligevel formåede Gidsel at bevare både overblikket og balancen og sendte en genial aflevering ind til Henrik Toft på stregen. Sublimt af Gidsel, der i det hele taget fik oprejsning for en dårlig præstation i torsdagens kamp i Skopje.
Mikkel Hansen har verdens bedste skud. Han har også verdens bedste teknik. Alligevel formåede den danske superstjerne at misse, da han to-tre meter inde på modstandernes banehalvdel havde helt frit skud på et tomt mål. Man troede, det var løgn, men Hansens sigtekorn svigtede, og skuddet ramte stolpen. Det er usædvanligt at se den slags fra Mikkel Hansens hånd.
Danmark kunne ikke have den dårlige indsats i Skopje siddende på sig – så det blev revancheret ganske eftertrykkeligt søndag eftermiddag i Gigantium. Håndboldherrerne fik den nødvendige storsejr, så de nu selv kan afgøre tingene i EM-kvalifikationspuljen og få den forventede førsteplads, som vil sikre dem topseedning til slutrunden.