Der er ingen tvivl om, at samtlige europæiske storklubber har Nikolaj Jacobsen allerøverst på ønskesedlen.

Men Danmarks succes-landstræner, der kan kalde sig firedobbelt verdensmester og olympisk mester, er slet ikke stødt på noget, der kan friste ham væk fra det måske mest suveræne landshold nogensinde. 

»Nej, det er jeg ikke. Og det kommer jeg heller ikke til lige foreløbigt,« understreger Nikolaj Jacobsen, da B.T. overrasker ham med B.T. Guld-titlen til landsholdet – midt under en omgang padel med familien (SE VIDEO ØVERST). 

»Lige nu er jeg sindssygt glad for at være landstræner. Og ja, jeg har da efterhånden vundet nogle guldmedaljer, men jeg er på ingen måde mæt. Jeg har stadig en stor sult og glæde ved arbejdet. Så nej, I slipper ikke lige af med mig foreløbigt.«

2026 bliver den 54-årige fynbos niende år som landstræner. Og den nuværende gruppe af landsholdsspillere er med til at holde motivationen helt i top.

Andreas Meldgaard Christensen

»Jeg nyder virkelig mit arbejde – at få lov at arbejde med så dygtige spillere og en så velfungerende gruppe med nogle virkelig behagelige unge mennesker. Det giver mig meget – ikke kun rent håndboldmæssigt men også personligt. Det giver mig energi.«

Som årene i landstrænersædet er gået, har Nikolaj Jacobsen og hans stab fået fasttømret den kultur, der har lagt fundamentet for den enorme succes.

»Vi ved, at vi ikke kommer til at vinde en slutrunde, hvis vi ikke arbejder stenhårdt og seriøst med tingene. Og det synes jeg måske ikke altid, at der blev lige i starten af min tid som landstræner. Og det har også taget tid at få ændret indstillingen til tingene – at skabe et hold, hvor vi alle har et fælles ansvar for at blive dygtigere. Men der vi nu.«

Og så er det et landshold, hvor folk godt kan lide at være sammen uden for banen. Det er heller ikke uvæsentligt for succesen, understreger landstræneren.

»Der er ingen tvivl om, at det, at vi har skabt et fællesrum, hvor alle har mulighed for og lyst at bidrage, er en af hemmelighederne. Det er ikke kun de samme fire mand, der spiller kort. Alle er med og har et sted, hvor man kan være en ligevægtig del af fællesskabet uanset om man er stamspiller eller debutant.«

Savner du aldrig den hverdag i en håndboldhal, som du havde som klubtræner? 

»Jo, nogle gange savner jeg det da. Og så har jeg da heldigvis fået lov til at komme ud og træne min søn Linus’ hold indimellem,« lyder det fra Nikolaj Jacobsen.

»Men ellers nyder at få lov til at fordybe mig mere i tingene. Som klubtræner handler det mest om, hvordan du vinder i den kommende weekend. Jeg har mere tid til at tænke over detaljerne. Så jeg synes faktisk også, at jeg er blevet en langt dygtigere træner af at være landstræner.«