Han smiler, mens han siger det. Lidt afvæbnende. Men Jesper Jensen mener det skam.

»Altså hvis jeg selv kunne vælge... Så var jeg helst fri for at tale med dig.«

Til trods for den udmelding har Danmarks landstræner budt B.T. indenfor i sit hjem i det nordlige Esbjerg, hvor han bor sammen med sin kone og parrets tre børn.

Helt uden tvang – skal vi måske lige indskyde.

Og når han så sidder her på sit kontor med en tændt diktafon foran sig, har han intet imod at fortælle om dybt private ting, uanset om det handler om ham selv eller familien.

Men det kommer vi tilbage til senere.

Først et forsøg på at forstå Jesper Jensen. Han beskriver det selv som ‘et paradoks’, at han har valgt et af de mest eksponerede job i Sportsdanmark, når han i virkeligheden er introvert og helst vil undgå at være i centrum.

Det var blandt andet derfor, at han og hustruen i Lotte i sin tid fravalgte et stort, klassisk bryllup og i stedet gik på rådhuset.

Men selv ikke et indisk bryllupsmaraton på steroider er i nærheden af at matche den opmærksomhed, som venter Jesper Jensen, når EM fløjtes i gang.

Så hvordan hænger det egentlig sammen?

Det gør det på den måde, at Jesper Jensen har valgt at spille spillet i den verden, han er i. Han ved godt, at han ikke vinder noget ved at prøve at gemme sig. Selv om han kunne have lyst.

»Mange tror, jeg er mere udadvendt, end jeg egentlig er. Det er en form for skuespil – eller det kan have en negativ klang, men så lad os kalde det ‘en accept’ af, hvordan tingene er. Hvis jeg gerne vil lave det, jeg laver og træne nogle fede hold, så er det at være i mediebilledet også en del af det. Det handler også om at have respekt for hinandens arbejde,« siger Jesper Jensen.

Foto: Sarah Christine Nørgaard/BYRD
Vis mere

For ‘respekt’ og ‘ordentlighed’ er fundamentet for landstrænerens tilgang til livet.

Lad os da bare være ærlige. Den slags er der ikke de vilde overskrifter i. Lyder tværtimod en lille smule kedeligt. Onde tunger ville måske endda sige påtaget.

Men det skal man være mere end almindeligt mistroisk for at overbevise sig selv om, når man sidder sammen med den 43-årige landstræner.

Der er en grund til, at man siger om Jesper Jensen, at han er den person i dansk håndbold, man allerhelst vil købe en brugt bil af.

Han understreger, at føromtalte nøgleord er noget, han fik med fra barndomshjemmet i Aarhus. Og han haft det som rettesnor gennem hele sin karriere – blandt andet fordi det er vigtigt for ham, at ingen skal kunne beskylde ham eller hans familie for at miste jordforbindelsen.

Det ændrede en imponerende spillerkarriere ikke på.

To DM-titler, Champions League-succes og masser af anerkendelse som Team Esbjerg-træner har heller ikke gjort det.

Og Jesper Jensen garanterer også, at hans job som landstræner ikke kommer til at rokke en millimeter ved mentaliteten i den hvide og grå villa, hvor familien residerer.

Foto: Sarah Christine Nørgaard
Vis mere

»Jeg aftalte tidligt med min kone, at uanset om vi havde succes eller ej, så skulle vi forblive de samme og have de samme værdier. Vi skulle ikke lade os rive med, når det gik godt. Og vi er forblevet de samme. Det gælder også sådan nogle helt simple ting. På et tidspunkt kunne vi få et bilsponsorat med et klart bedre bilmærke – nu skal jeg selvfølgelig passe på, hvad jeg siger… Men vi kører stadig Toyota i dag,« siger han og fortsætter:

»Og børnene løber ikke rundt i tøj fra Kenzo og Dolce Gabbana, selv om der nu er kommet et job og en halv indtægt mere. Men de ting er det samme. Det er de samme venner, vi har. Det er den samme måde, vi er på. Det har været rigtig, rigtig vigtigt for os. For vi ved i sport, at det går op og det går ned,« siger Jesper Jensen og fremhæver sin karrieres største nedtur:

»Det har jeg jo også selv prøvet. Det gik bare derudad – først som spiller og derefter som træner. Jeg stod som træner i Aalborg og spillede Champions League. Så gik der tre måneder, efter jeg var blevet tilbudt forlængelse, så blev jeg fyret,« siger han om fyringen i det nordjyske i 2016.

»Det skal man bare kunne være i. Og jeg tror bare, det er nemmere, hvis man er sig selv, opfører sig ordentligt og ikke træder på andre, når man går op ad stigen.«

Er der noget jantelov i det? Du vinder DM to gange i træk, bliver landstræner, og så bliver det sådan, at ‘ej, så skal jeg i hvert fald heller ikke have andet end Toyota’?

»Havde det nu gjort mig lykkeligere at køre i en stor bil, så havde jeg gjort det. Men det siger mig ikke noget. Vi skal bruge penge på det, der giver mening for os. Så der bliver ikke bare ødslet ud til højre og til venstre,« siger han og fortsætter:

»Så ja, der er lidt jantelov over det, og der er også noget respekt for janteloven i forhold til at beskytte min familie. Forstået på den måde, at hvis det går godt, og man selv har været totalt oppe at køre over det og ladet sig rive med, så møder man de samme mennesker på vejen ned.«

»Derfor prøver jeg bare at holde fast i det, der gør mig og min familie glad. Og det er stadig at se de samme mennesker. Det er de samme mennesker, som var der dagen efter fyringen i Aalborg, som er der, hvis det går godt til EM. Det kommer ikke til at ændre sig. Og den kreds bliver ikke udvidet. Jeg vil hellere bruge mere tid med de rigtige end at sprede det på mange,« siger Jesper Jensen og tilføjer:

»Det afspejler sig også i min tilgang til sociale medier. DHF står og river og flår i mig: ‘Vil du ikke nok lave en Instagram-profil?’. Nej det vil jeg ikke. For så skal jeg forholde mig til mange flere, og jeg foretrækker at bruge ti timer på ti personer end én time på 100. Og det absolut vigtigste for mig er familien,« fastslår han.

Landstræneren bruger et eksempel fra sin aktive karriere til at understrege sin pointe.

Vi skal tilbage til slutningen af 00'erne, hvor Jesper Jensen stod på toppen af sin karriere. Han var allerede et koryfæ i Skjern, blev omtalt som indehaver af ‘Danmarks skarpeste håndboldhjerne’ og havde spillet en central rolle i den historiske EM-triumf i 2008.

Det fik udenlandske storklubber til at rette blikket mod playmakeren, som kunne slice et forsvar op med en napolitansk pizzabagers præcision.

Jesper Jensen ses her i kamp for Skjern, hvor han blev i 13 år, selvom han havde mulighed for at skifte til europæiske storklubber.
Jesper Jensen ses her i kamp for Skjern, hvor han blev i 13 år, selvom han havde mulighed for at skifte til europæiske storklubber. Foto: CLAUS FISKER
Vis mere

Dermed kom muligheden for at score kassen og spille på de største europæiske scener. Men familiefaren endte med at vælge tryghed over prestige og euro-regn.

»Vi fik et tilbud fra Hamborg, hvor vi kunne tjene spidsen af en jetjager. Lotte og jeg havde været nede og snakke med dem og havde så en køretur fra Hamborg og hjem til Esbjerg, hvor vi først sad og snakkede om, at ‘det gør vi da, det her’. Så kører vi i to timer mere, og så begynder tårerne at løbe ned ad kinderne på hende. Og så bliver vi enige om i løbet af en halv time, at ‘det gør vi da ikke’. Der sagde vi nej til en kæmpe kontrakt.«

»Men jeg kunne jo se på min kone, at hun ikke var lykkelig. Så det var jo ikke det rigtige for os. Så skulle jeg ligge og pendle frem og tilbage, og hun skulle være lidt her og der i Esbjerg og Hamborg. Og vi havde også fået børn på det tidspunkt. Og ja... Det var ikke gået.«

»Der er jeg ikke typen, der bare kan lukke følelserne ude, spille håndbold og så bare tage hjem igen, som om alting er fint. Jeg ved, at hvis min familie ikke fungerer, så gør jeg heller ikke. Og den tryghed og base, jeg skal have, den er jeg selv med til at skabe,« siger Jesper Jensen, som ikke har nogen problemer med at indrømme, at han er en blød mand.

Den slags kan som bekendt ske for de fleste mænd, når de får børn.

Jesper Jensen er dog lidt usikker på, om forklaringen skal findes hos børnene Louise, Joachim og Aksel – eller det mere skyldes, at hans kone gradvis har præget hans menneskesyn, siden de fandt sammen i 1996, hvor han flyttede til den vestjyske by.

»Men jeg troede faktisk, du ville til at spørge mig, om det ikke bare er sådan, det er, fordi jeg træner kvinder,« indskyder Jesper Jensen med et grin.

Uanset hvad årsagen er, så er virkeligheden i dag, at han – med hovedpersonens egne ord – ‘nemt bliver følelsesmæssigt påvirket’. Og han har særligt et svagt punkt for folk, der ikke bliver foræret den letteste vej her i livet.

»Jeg kan sagtens sidde og tude, når jeg ser Lykkeliga (håndboldliga for udviklingshandicappede børn, red.), eller når Special Olympics, som jeg er ambassadør for, kommer til Esbjerg. Det betyder virkelig noget for mig, når det er noget med familier og børn, som er udfordret. Der har jeg et enormt blødt hjerte.«

»Nu har jeg jo også selv en dreng, vores yngste, som er autist og går i specialklasse. Jeg har også et blødere hjerte for hans klassekammerater, end jeg har for mine to ældstes klassekammerater. Jeg har stor lyst til at hjælpe mennesker, som har brug for hjælp.«

Har din søns autisme ændret noget for dig?

»Jeg er måske blevet mere bevidst om nogle valg i livet, og hvad der er vigtigt. Og det har givet et mere nuanceret billede af, at håndboldresultaterne ikke altid er det vigtigste.«

»Der er jo generelt det med børn, at de ændrer ens valg og prioriteringer her i livet. Men når man så får en, som har lidt flere udfordringer end de andre to, jamen så prøver man altså… Så er man jo… De der valg og prioriteringer bliver anderledes. Og så kan man godt sige: ‘jamen, hvorfor fanden har du så sagt ja til at blive landstræner og taget et dobbeltjob? Du er jo pisseglad for dit job i Esbjerg?’. Det var en eller anden faglig udfordring, som gjorde, at det kunne jeg ikke lade være med,« siger Jesper Jensen, som dog understreger, han kun tillader sig selv at bøde for den beslutning – og ikke familien.

»Jeg gør alt, hvad jeg kan. Der var selvfølgelig flere timer i døgnet til det før. Men det eneste, det går ud over, er måske mine kammerater. Det er det første, der bliver valgt fra. Jeg ved, at lige nu går jeg glip af nogle oplevelser med mine kammerater; byture, ferier og den slags, fordi det er der ikke plads til.  Det har jeg jo valgt fra, fordi jeg synes, der er et eller andet andet, jeg lige skal prøve nu.«

»Men så er vi jo tilbage til det her med at være introvert, og at jeg ikke har brug for den helt store sociale flade. Men en gang imellem så sørger min kone for lige at få skubbet mig ud af døren og i byen.«

Nogle vil nok synes, at det lyder ret privilegeret at have en kone, som ligefrem jager en ud af døren for at tage i byen med kammeraterne?

»Jeg føler mig også – det må du sgu ikke citere mig for, haha – privilegeret...«