BSV vil ifølge træneren videre fra gruppen i Champions League. Søndag tog klubben første skridt med storsejr.

Silkeborg. Bjerringbro-Silkeborg (BSV) er blandt favoritterne til at avancere i Champions League.

Det vurderer træner Peter Bredsdorff-Larsen, som søndag kunne se sit mandskab komme godt i gang med turneringen.

BSV vandt hjemme en storsejr på 39-28 over russiske Chekhovskie Medvedi og fik dermed indledt jagten på avancement fra gruppe C, hvor to hold går videre fra gruppespillet.

- Alle hold har en målsætning om at komme videre.

- For nogle er den målsætning måske lidt mere realistisk end for andre. Det er seks stærke hold, der er i denne gruppe, men vi er blandt favoritterne til at få en første- eller andenplads, der bringer os videre til playoff.

- Det jagter vi intenst, og det her var første skridt på vejen. Det var kun et lille skridt, for der venter ni kampe i løbet af de næste måneder, siger Peter Bredsdorff-Larsen.

Champions League er inddelt i fire grupper. De to topgrupper tæller otte hold, og her avancerer seks hold. Her deltager Skjern blandt de øvrige topklubber.

BSV's gruppe C består af seks hold, og her går to hold videre.

Selv om BSV var favoritter mod russerne, så er Peter Bredsdorff-Larsen godt klar over, at en storsejr ikke bare dumper ned fra himlen af sig selv.

- Vi ved, at det gælder om at bevare respekten og ydmygheden i Champions League, uanset hvem man spiller imod. Det er vanskelige hold, vi møder, men når vores målsætning er at blive blandt de to første i gruppen, så kræver det selvfølgelig hjemmesejre.

- Vi har arbejdet hårdt og håbede på at komme godt i gang. Vi er glade og ser frem mod fortsættelsen, siger træneren.

BSV topper gruppen med en bedre målscore og to point foran portugisiske Sporting CP, der ligesom Tatran Presov fra Slovakiet også har to point efter første runde.

Det var godt angrebsspil og en Johan Hansen i hopla med 14 mål, der banede vejen for sejren for BSV, der i den hjemlige liga har fem point efter fire kampe.

- Vi fortsatte med at spille godt i angrebet, og i dag spillede vi også fornuftigt i forsvaret, men vi er ydmyge. Det bliver vanskeligt allerede på tirsdag mod Mors-Thy i ligaen, siger træneren.

/ritzau/