Bjerringbro-Silkeborg har forlænget kontrakten med Nikolaj Øris for yderligere to sæsoner.

Bjerringbro. Håndboldklubben Bjerringbro-Silkeborg (BSV) har forlænget kontrakten med højrebacken Nikolaj Øris, der også optræder på landsholdet.

Han stod til at have udløb i sommeren 2019, men ligatopscoreren i den bedste danske række tager yderligere to sæsoner hos den nykårede DM-sølvvinder, så kontrakten gælder til 2021.

Det oplyser BSV i en pressemeddelelse.

- Jeg har hele tiden sagt, at hvis jeg skulle prøve noget andet, så skal det være, fordi der var nogle større sportslige udfordringer. Det er ret svært at finde.

- I Bjerringbro-Silkeborg har vi snart været med i rigtig mange finaler, vi har vundet medaljer mange gange, og vi har gode muligheder for også at blande os i toppen i de kommende år, siger Nikolaj Øris.

Træner Peter Bredsdorff-Larsen udtrykker tilfredshed, da han mener, at Øris aktuelt spiller sit højeste niveau.

- Jeg har arbejdet sammen med Nikolaj i fire rigtig gode sæsoner. Vi har været afbrudt af lidt småskader undervejs, men vi har altid troet på, at han kunne komme tilbage.

- Nikolaj Øris træner rigtig godt, og det har gavnet hans fysik, at vi har fundet en dagligdag med den rette mængde træning, lyder det fra træneren.

/ritzau/