Da Joachim Boldsen stod i studiet for norsk Viaplay sidst i januar, kan det have været enden på en lang tv-karriere.

Gennem mange år har det danske håndboldkoryfæ stået og givet sit besyv med om de store håndboldslutrunder, men da Danmark kæmpede sig til sølvmedaljer ved EM i januar, sluttede Joachim Boldsens kontrakt.

»Det er noget jeg skal overveje,« siger han til B.T. om hvorvidt tv-karrieren i det norske skal fortsætte.

»Det kommer an på forskellige ting med mit nuværende arbejde, og der er mange ting, der skal gå op i en højere enhed. Det er heldigvis først om et år, der bliver spillet igen. Så der er god tid til at overveje det, men den løb ud nu.«

Joachim Boldsen havde længe sin gang på sidelinjen på Superligastadions.
Joachim Boldsen havde længe sin gang på sidelinjen på Superligastadions. Claus Fisker/Ritzau Scanpix

»Det er faktisk noget, der passer mig fint. Så kan jeg puste ud og tage snakken på et senere tidspunkt.«

For knap et år siden meldte den tidligere landsholdsspiller, at han stoppede hos Viaplay i Danmark, hvor han havde sin gang i mange år.

Her var han et kendt ansigt på kanalens Superliga-dækning.

I dag er virkeligheden en helt anden. Nu er Joachim Boldsen medejer af rekrutteringsvirksomheden Poulsen, hvor han blandt andet står for lederudvikling og rekruttering.

»Det er jo en helt anden verden, end det jeg har lavet tidligere. Det er jo den helt 'normale verden' i forhold til det, jeg har lavet i resten af mit liv. Jeg elsker det.« 

Havde du et behov for at lave noget mere 'normalt'? Hvorfor har du taget det skridt?

»Nogle gange har man brug for nye udfordringer for at blive motiveret. Jeg bevægede mig i sportens verden hele livet. Først håndbold, og så fodboldens verden i 5-6 år. Men på et tidspunkt skal man motiveres på en anden måde,« siger Joachim Boldsen.

»Så var det her, jeg havnede. Det er jeg ekstremt glad for, for det er pisse interessant. Det er dejligt at arbejde med mennesker og på en anden måde, end jeg er vant til. Tv kan se noget så fantastisk ud, men det bliver også det samme.«

Om håndbold EM anno 2024 var hans adieu til tv-mediet, er Joachim Boldsen ikke klar over.

Men én ting er sikkert: Han har nydt tjansen, selvom Norge havde en skrækkelig slutrunde.

»Jeg elsker at være sammen med de mennesker. Nu gik det ad helvede til for Norge, og det er trods alt sjovere, når det går godt for dem. Men det har jo været fedt. Håndbold er jo min passion. Det er dér, jeg kommer fra.«