Den tidligere danske landsholdsspiller Joachim Boldsen holdt sig ikke tilbage, da han skulle give sin vurdering af Norges første kamp ved VM.

Nordmændene endte da også med at tabe opgøret mod Frankrig 24-28, og ifølge den danske ekspert var der kun én spiller, der kunne være sin indsats bekendt.

»Det er skræmmende at se, at det er Sagosen, Sagosen, Sagosen. Han er helt alene offensivt. Det kommer ikke fra nogen andre. Man forsøgte med tre højrebacks uden nogen form for succes. Jeg ved, det er første kamp, men det er på grænsen til pinligt, at man ikke kan levere bedre på landsholdet, når det gælder,« sagde Boldsen i det norske TV3-studie, hvor han agerer ekspert, ifølge VG.

Værst gik det ud over den norske back Harald Reinkind, der scorede sølle to mål på otte forsøg.

Joachim Boldsen var ikke imponeret over, hvad han så fra det norske landshold, der har ambitioner om at snuppe VM-guldet.
Joachim Boldsen var ikke imponeret over, hvad han så fra det norske landshold, der har ambitioner om at snuppe VM-guldet. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Det var ganske forfærdeligt. Elendigt. Det var virkelig ikke fantastisk. Man kan sige, at Reinkind heldigvis fortsætter, kommer lidt ind i kampen og får nogle vigtige scoringer. Det skal han fortsætte med, men det har ikke været fantastisk,« sagde den 42-årige ekspert, der i 2008 var med til at vinde EM-guld.

Lørdag aften skal Norge så forsøge at få de første VM-point på tavlen, når de møder Schweiz.

Det er dog endt med at blive en lettere turbulent optakt for de norske stjerner.

To spillere er således tvivlsomme til opgøret på grund af maveproblemer.

Stjernen Sander Sagosen var den eneste, der for alvor præsterede i Norges første kamp ved VM-slutrunden i Egypten.
Stjernen Sander Sagosen var den eneste, der for alvor præsterede i Norges første kamp ved VM-slutrunden i Egypten. Foto: ANNE-CHRISTINE POUJOULAT
Vis mere

»Vi har udfordringer med et par spillere i forhold til nogle maveproblemer. Det påvirker os i forhold til at tænke lidt anderledes i kampen mod Schweiz. Vi må se på nogle alternativer,« siger landstræner Christian Berge ifølge VG.

Han vil af taktiske årsager ikke sætte navn på de to spillere.

Danmark skal efter fredagens stensikre sejr over Bahrain igen i aktion søndag, når de møder DR Congo.

Husk, at du kan følge det opgør live lige her på bt.dk.